Sidste sommer

Af Tage Skou-Hansen

Små lande var så nervøse, sagde hun. De skulle gø ad alting ligesom små hunde. Men hvis man trampede lidt i jorden, smed de sig ned med benene i vejret. De ville bare kløes på maven.
(...)
Helene satte en ny cigaret i røret og lagde sine kort op. Hvad ville han hjem efter? Han havde jo ingen venner i Danmark mer. I hvert fald ikke nye venner. Hun mindede ham om deres sidste besøg, efter at de borgerlige partier var kommet til. Gjorde det større forskel? Forkælede de måske ikke deres egne ligesom de røde? Danskerne ejede ikke skam i livet, de krævede bare ind. De vidste udmærket, at de ikke var nær så dygtige som de selv troede. De gjorde bare ingenting ved det. Det eneste de efterhånden bebrejdede sig var, at de ikke var gode nok til at sælge sig. Men bordet fangede og Danmark endte som en tysk delstat.
    Hun sagde alt det de plejede at være enige om og pludselig var de midt i et oprivende skænderi. Smed sten efter hinanden fra hver sit glashus. Han følte sig gennemskuet, men anede ikke han sad og længtes. Ikke før han hørte sig selv forsvare det gamle land, som om det var ufordærvet og lyslevende endnu. De brugte et par dage på at blive gode venner igen.
    Herman gik rundt med tv-billederne fra Europa i hovedet. Rastløs og utilpas ved sine omgivelser. Hvordan kunne de folk omvende sig med sådan en beslutsomhed. Var forandringen inde i dem i virkeligheden sket for længe siden, uden for eller under deres opmærksomhed. Og havde de bare ikke opdaget det rigtigt eller ikke haft mod nok, før Gorbatjov gav dem chancen?
    Hvorfor blev han så gal på Helene. Vendte omkring på en tallerken. Var det andet end hans sædvanlige hidsighed. Var det sandt, at han følte anderledes nu både for Danmark og Argentina?