Det andet slag

Af Tage Skou-Hansen

Han drak ud. Ville bryde op og tage hjem til sit tomme hus, skønt han ikke havde lyst. Og så rejste de andre sig med et, alle tre på en gang som efter aftale, og gik deres vej med et nik til Anders, som nok betød at de hellere måtte mødes med ham senere på aftenen på en beværtning ude i byen eller komme igen en anden dag, når den gamle nar ikke var der.
    Anders gjorde ikke ophævelser. Han blev siddende i sin stol med et koncentreret og fjernt, fuldkommen indadvendt blik. Han lugtede som sædvanlig af røg og gammel druk. Så lænede han sig frem for at sætte glasset fra sig på købmandsdisken, men fejlbedømte afstanden og tabte glasset ud af hånden. Det faldt på gulvet uden at gå i stykker og rullede ind under bordet. Han samlede det ikke op, kikkede ikke engang efter det, lod sig kun falde tilbage i den samme stive og udtryksløse stilling som før. Han var pigelig af skikkelse, spinkel og langlemmet med rødbrunt hår, som var glat og langt og bøjede udad i spidserne.
    Sigurd spurgte om ikke han troede han efterhånden drak og røg lidt rigeligt. Han sagde det i en let tone, drengen var nærtagende, men han reagerede slet ikke. Sigurd forsøgte en gang til. Hvorfor røg han så meget hash? Havde han nogensinde spurgt sig selv, om ikke det måske var en dårlig erstatning?
    Anders løftede hovedet og så rundt i værelset, som om han først nu lagde mærke til at de var blevet alene. Så sagde han meget roligt, at det naturligvis var rigtigt. Rus var erstatning. Hvad ellers. For frihed og lighed og broderskab, som de ældre generationer havde set hen til. Og tro og håb og kærlighed og alle de andre mirakler, som præster og profeter havde foregøglet med millioner af ord. Paradisets have og Guds riges komme. Selvfølgelig var det en erstatning. Intet i mennesket var jo forandret med fremskridtet, så for de utilpassede blev rusen den eneste lykke.
    Sigurd ville gøre nar, men kunne ikke finde på en sjofling, som var godmodig nok. Replikken var for overrumplende og ramte for præcist. Så valgte han at overhøre den for ikke at lade sig ophidse.
    Anders rettede øjnene imod ham og iagttog ham. Han behøvede ikke være så underholdende, mente han. Men også det var måske en dårlig erstatning? Kunne han ikke give lidt slip på sig selv? Drikke noget mer? Det klædte ham. Han var da ikke ked af at spilde tiden? Det gjorde man jo alligevel hver eneste dag.