Uddrag fra
De nøgne træer
Af Tage Skou-Hansen
Christian smilede, og Jakob forlangte at høre hans replikskifte med arbejderen en gang til. Leo var straks villig, og gentagelsen gjorde jo ikke historien ringere. Christians overlegne demonstration af sabotagemateriellet for de to unge arbejdere havde selvfølgelig også krav på en udførlig beskrivelse, men ikke så snart var Leo begyndt på den, før Christian brød ind.
- Jeg var jo nødt til at gøre noget for at vise dem, at vi var pålidelige folk og ikke fusentaster, sagde han. I stod jo og fumlede som et par elektrikerlærlinge, du og Holger. Jeg var såmænd lige ved at kalde jer over til demonstrationen.
- Og vi, som troede, at du endelig var tilfreds med os, sagde Leo skuffet. Nu var vi lige så stolte af os selv. Og af dig.
- Der er virkelig ikke spor at prale af, svarede Christian kort. Han rejste sig op, gav sig til at gå op og ned ad gulvet.
Den lyseslukker! Selvfølgelig var det ikke nogen bedrift, vi havde øvet, men det var dog vores første sabotage, og hvorfor skulde vi så dukkes så eftertrykkeligt? Kedede vi ham med vores pjank nu? Fortrød han, at han havde inviteret os? Blev han genert, var der kun én, der forstod at tale om Christian Borck? Eller var han slet og ret nervøs ligesom før nytårsfrokosten? Gerda viste sig ikke, og der havde længe været stille ude i køkkenet. Som det dog trak ud med den smule mad.
En almindelig forstemthed bredte sig i stuen. Jakob og Leo forsøgte at tage tråden op, men det vilde ikke rigtig lykkes for dem. De kom til at sidde og smågrine for sig selv ovre i hjørnet. Og Christian travede febrilsk over gulvet. Den samme mand, som for en halv time siden havde udvist en sådan koldblodighed og handlekraft, gik nu her med nervøse trækninger i øjenlågene. Sig mig, hvordan det gik til!
Om et øjeblik tog han fat på et idealistisk foredrag. Sådan vilde det gå. Ja. Om lidt skulde vi have forklaret, hvad sabotagen egentlig betød. Vi skulde høre om længslen efter at blive taget i brug og tjene, om behovet for at være ansvarlig for noget og skænke sin loyalitet til begreber, som stod over os selv. Om at vise mod og troskab og meget mere i samme stil. Og det kunde være rigtigt nok eller skrupforkert altsammen, men hvad var idéen med at sige det nu?
|
|
