Den kongelige Gæst

Af Henrik Pontoppidan

Naar Folk, der tumler rundt i en Storstads Hurlumhej, engang imellem - maaske med et lille Længselssuk - tænker paa Livet ude paa Landet, foresvæver der dem gerne en Tilværelse med en Guds Velsignelse af Tid. De forestiller sig en uendelig Række roligt hen rindende Dage, hvor hvert Minut forløber med en højtidelig Omstændelighed som den, hvormed et Bornholmerur udmaaler Evigheden i en gammel Bondekones Stue.

Og saa er der jo i Virkeligheden ingen Steder, hvor Tiden er flygtigere, og hvor Livet føles kortere end netop paa Landet. Om ogsaa de enkelte Dage kan være træge nok i deres Ensformighed, allerede Ugerne har travlt, - Aarene flyver. Og en skøn Dag er Livet faret hen og det hele forbi som en Stump af en Sommer- eller Vinternatsdrøm.

Naar den unge Læge Arnold Højer og hans kønne lille Frue kom til at tænke paa, at de havde boet i Sønderbøl i fulde seks Aar og havde været gift nøjagtig lige saa længe, maatte de le af Forbavselse. Seks Aar! Umuligt! Der kunde ikke være gaaet mere end seks Maaneder siden hin uforglemmelige Stjernenat, da de som Nygifte var kommen dertil med Diligencen. Rigtignok havde de i den mellemliggende Tid sat tre Børn ind i Verden, og deres Hjem, som dengang var et almindeligt Stykke Haandværkerarbejde, der endnu lugtede af Kalkkulen, var bleven selve Verdens Midtpunkt og Himmeriges Tærskel.

De hørte begge to til i Hovedstaden, og midt i deres store Kærlighedslykke havde de til at begynde med været stille fortvivlede. De mange nye Forhold og de fremmedartede Skikke, selve det træløse, jyske Landskab med den uhyre Mængde Himmel gjorde dem benovede som et Par vildfarne Kyllinger.

Fru Emmy fik Taarer i Øjnene ved den blotte Tanke om København. Naar Arnold var borte i Sygebesøg, satte hun sig ind i hans Stue med en knugende Følelse af Forladthed og bestilte ikke andet end at vente paa, at han skulde komme tilbage.

Hvor var det underligt at tænke paa nu! At hun virkelig havde været saa barnagtig i - Der havde hun siddet ved Vinduet med Haanden højtideligt under Kinden og stirret ud over de mørke Hedebakker med en svimlende Fornemmelse af at være bleven ladet alene tilbage paa en fremmed Klode langt ude i det uendelige Verdensrum. Mindre kunde ikke gøre det!

Et mere ensomt Sted end Sønderbøl skulde man nu virkelig lede om. Der var tre Mil til nærmeste Station; en Diligence besørgede Forbindelsen med Omverdenen, men ikke engang den saae de noget til. Den store, gule Karosse med den skarlagenklædte Kusk, som ellers kunde have livet lidt op i det dystre Landskab, passerede Byen om Natten baade paa Ud- og Tilbageturen. Den illuminerede nu kun deres Drømme, naar den i mørke Nætter rumlede forbi paa Landevejen og slæbte Skæret af sin Lygte henover Sovekammerets Rullegardin.

Selve Byen bestod kun af en syv-otte magre Bøndergaarde og det dobbelte Antal Fattigmandshytter. Ikke engang en Præstefamilje husede den, blot en Skolelærer, som tilmed var en slem Krakiler.
Det første Aarstid havde de nogle Gange haft Besøg af Familje og Venner, der var nysgerrige efter at se, hvordan de havde indrettet sig derude i Ørkenen. Men allerede det andet Aar blev Besøgene sjeldne, og da savnede de dem heller ikke længer. Nu efter seks Aars Forløb tænkte de slet ikke mere paa deres Ensomhed.

De havde ganske simpelt ikke Tid til det. Emmy gik aldeles op i sit Hjem og sine Børn; og naar Arnold ikke var borte i Sygebesøg, havde han travlt ude i Haven, eller han stod og svedte ovre i Vedkasten, idet han for den kære Sundheds Skyld selv savede og huggede, hvad de i den skovløse Egn kunde skaffe sig af Brænde. Desuden fik de daglig et Par Aviser til Underholdning, og om Vinteren abonnerede de paa en Læsetaske, der bragte et Lispund af Aarets ypperste Literatur hver fjortende Dag.

Der stod da ogsaa skrevet paa deres Ansigter, og det baade med Linjer og Farver, at de trivedes og var tilfredse. Indenfor det Plankeværk, der omgav Hus og Have og lyede for Vestenstormen, havde de skabt sig et lille jordisk Eden, hvor en lille Kain og en lille Abel brunedes i Sol og Vind, mens en aarsgammel Evadatter med lyse Lokker red Fedtelam paa sin Moders Ryg og forskellige Slags nyttige og frugtbare Dyr snadrede, kaglede og gryntede ude paa Gaardspladsen og i Udhusene.

Dersom ikke deres Nabo Skolelærer Sørensen og hans glasøjede Madamme havde været, vilde de have følt sig fuldkommen lykkelige.