Uddrag fra
Det forjættede Land, 2. del: Det forjættede Land
Af Henrik Pontoppidan
Da Emanuel ved Sengetid kom hjem fra Skibberup, sov Gutten endnu efter ikke at have været vaagen hele Eftermiddagen.
- Kan du se!" sagde han til Hansine. "Han er saa fornuftig at sove sig fra det hele. Imorgen har du ham oven Senge igen."
Hansine svarede ikke, skønt hun ingenlunde delte hans gode Forhaabninger. Der syntes hende at være noget altfor unaturligt i denne snart døgnlange Sovn, og den vakte hos hende et skræmmende Minde om et andet Barn, en lille Broder til hendes Ungdomsveninde Ane, der var død af Hjærnesygdom, og som hun i sin Pigetid havde været med til at pleje. Nogle Gange i Løbet af Aftenen havde hun prøvet paa at vække Gutten for i det mindste at faa ham til at spise lidt; men han havde blot lukket Øjnene halvt op og i nogen Tid set paa hende med et underligt sløvt Blik uden at ville røre Maden. Derimod havde han et Par Gange drukket begærligt; men straks efter puttede han sig ned igen i Sengen og sov videre.
Hen imod Midnat vækkedes hun og Emanuel paa én Gang af en Mærkelig Lyd, som de længe ikke kunde forklare sig. Det lød for dem, som om nogen brugte Hakkekniven ude i Køkkenet. Pludseligt gik det op for Hansine, at det var Guttens lille Jærnseng, der var i en uafbrudt vaklende Bevægelse.
"Tænd Natglasset," sagde hun. "Det er Gutten."
Emanuel afstrøg en Svovlstik, og straks ved dens Opblussen saa´ hun Barnets fægtende Arme. I det samme var hun oppe af Sengen og henne hos det. Hurtigt tog hun Puden bort under dets Hoved og tvang Armene ned mod Kroppen, der dirrede fra Isse til Fod.
Emanuel, der imidlertid havde faaet tændt Glasset paa Natbordet, begreb ikke, hvad der foregik. Han troede i første Øjeblik, at Gutten var bleven vaagen og laa og legede; og da han nu saa Hansine tage en Naal af sit Haar og med Magt vriste dens krumme Ende ind i Barnets Mund, raabte han:
"Men i Himlens Navn, hvad er det, du gør, Hansine? Hvad fejler Barnet"
Glassets lille Olieflamme blussede i dette Ojeblik op, og ved det forstærkede Skin saa han nu, at Guttens Ansigt var ganske mørkt, Tænderne sammenbidte og Læberne skumbedækkede. I samme Nu faldt Doktorens Ord fra om Formiddagen ham i Minde.
"Det er da ikke ... det er da ikke Krampe, Hansine?"
Hun nikkede.
"Du maa hente Doktoren," tilføjede hun lidt efter, da Emanuel blev liggende ubevægelig. Og du maa skynde dig ... Gutten er meget syg."
"Ja - ja," sagde han, ligesom vaagnende af en Bedøvelse, fik i Hast nogle Klæder paa og famlede sig frem gennem Storstuens Mørke for at komme ud og vække Folkene. Da han skimtede Lys ovre bag Karlekammerets Vindu, begyndte han allerede oppe paa Flisetrappen at kalde:
"Niels! ... Niels!"
Det lod i den stille Nat som et Raab om Hjælp, og inden han var naaet over Gaardspladsen, viste Karlen sig forskrækket i sin Dør - i bar Skjorte, med en opslaaet Bog i Haanden og en Pibe hængende fra Munden helt ned til Jorden.
"Du maa straks spænde for Vognen, Niels, og hente Doktoren, Gutten er bleven meget syg."
"Hente Doktoren?" sagde Niels og saa´ paa Emanuels forstyrrede Ansigt. Men det er jo ikke tænkeligt at finde Vej i Nat, saa mørkt det er. Man kan jo ikke -".
"Ja, det faar at være. Du maa kalde paa Søren, og han maa følge dig med Lygte ... Hestene kender jo ogsaa et Stykke af Vejen."
"Ja men" - Niels vilde gøre nye Indvendinger, men Emanuel afskar ham straks Ordet.
"Gør blot, som jeg siger, og spild ikke Tiden med Snak," sagde han i en saa pludselig og ualmindelig Ophidselse, at Karlen blev ganske maalløs. "Du hører jo, at Gutten er meget syg, og at det haster. Se øjeblikkeligt at faa vækket Søren og sig ham, at han skal sidde op straks."
Da han kom tilbage til Sovekammeret, stod Hansine endnu bøjet over Guttens Seng og holdt paa Barnets Arme.
"Synes du ikke, vi med det samme skulde sende Bud efter din Moder? Vilde det ikke være dig til Beroligelse?"
"Nej, det nytter dog ikke noget. Men du maa kalde paa Abelone sige til hende, at hun skal tænde op og varme Vand i den store nye Gryde."
"Ja - ja."
Allerede ude i Køkkenet traf han Abelone, der var bleven vækket af Støjen i Huset. Hun var i Underskort, havde et Lys i den ene Haand og holdt med den anden Nattrøjen sammen over sit høje Bryst.
"Gutten er da ikke bleven syg?" spurgte hun, bleg af Angst.
"Jo, du maa straks tænde op og varme Vand i den store Gryde ... men skynd dig."
"Er han meget syg?"
"Ja, det hører du jo. Skynd dig blot," sagde han i en ham ganske uvant bydende Tone. Det haster meget."
Han gik tilbage til Sovekammeret, hvor Gutten endelig var falden til Ro og atter syntes at sove fuldkommen fredeligt. Hansine, der omsider havde faaet Lejlighed til at kaste nogle Klæder om sig, sad i en fremoverbojet Stilling paa en Stol ved Sengens Hovedgærde. Med Hagen hvilende i sin Haand, Albuen støttet paa Knæet, betragtede hun Barnet med det tillukkede, næsten haarde Udtryk, som hendes Ansigt altid fik under heftige Sindsbevægelser.
Emanuel nærmede sig varsomt og satte sig paa en Stol ved den anden Side af Sengen.
"Kan du forstaa det, Hansine? Kan du begribe, hvordan det er gaaet til? I Middags forlod jeg ham saa rask og livlig ... og nu! Hvad tror du dog, det kan være?"
"Jeg véd ikke," sagde hun; - og som om han havde berørt en Tanke, hun ikke havde Mod til at tænke til Ende, tilføjede hun straks efter. "Fik du vækket Niels?"
"Ja ... han maa straks være færdig til at køre."
I det samme begyndte det igen at rykke i Barnets Arme og Skuldre, de smaa Hænder knyttede sig, Øjelaagene løftedes for unaturligt store og ubevægelige Pupiller ... Tegnene paa, at et nyt Anfald var i Anmarsch.
Emanuel kunde ikke længe udholde dette Syn. Han famlede sig atter gennem den mørke Storstue ud til Forstuetrappen, og da han herfra saa´ Niels og Søren endnu gaa og rumstere inde i Vognporten ved Skæret af en Lygte, raabte han i fortvivlet Utaalmodighed:
"Men Herregud, hvad bliver det dog til! Hvor længe skal det dog vare, inden I kommer afsted! ... Du maa sige til Doktoren, Niels, at han maa komme øjeblikkeligt. Barnet ligger i frygtelige Kramper."
|
|
