Skyer

Af Henrik Pontoppidan

Uddrag fra novellen "Ilum Galgebakke"

Det var oppe paa Ilum Galgebakke, at jeg saa ham sidste Gang - denne besynderlige, gaadefulde Fremmede, der havde sat den hele By i saa ualmindelig Bevægelse.

Alene hans Udseende var ganske ejendommeligt. Han var en lille koboldagtig Skikkelse, bredskuldret og tyndbenet, med stridt, graat Haar, et stort, gulblegt, skægløst Ansigt og store runde Briller, hvorigennem hans Øjne, naar Solen lyste paa dem, viste sig som to lodrette Streger og mindede om en Natugle, en Kat eller en Tiger.

For nogle Aar tilbage var han en Sommeraften kommen vandrende her til Byen med en Voxdugstaske paa Ryggen, højt opsmøgede Benklæder og en tyk Knortestav i Haanden - skrækkelig tilstøvet og forbrændt af Solen, som havde han vandret dagevis uden Rast.

Først indlogerede han sig i Kroen men lejede snart efter en Stue hos et Par Husmandsfolk i Udkanten af Byen, hvor han siden boede. Han kaldte sig "pensioneret Skolelærer" og fortalte, at han opholdt sig her for at studere Egnens Historie, da han agtede at forfatte en Beskrivelse af den.

Dette lod ret naturligt især da han virkelig altid færdedes ude omkring i Landet. Fra Morgen til Aften gennemstrejfede han Egnen, kiggede ind i de enligt liggende Smaahuse ude paa Overdrevene, gav sig i Snak med alle Vejfarende, slog sig ned hos Høstarbejdere, hos Groftegravere og Vogterdrenge - altid rastløs, munter og meddelsom.

Bedst som man gik i egne Tanker paa Landevejen, kunde han pludselig rejse sig fra Grøftekanten lige foran En, hilse paa sin sædvanlige kammeratlige Maade ved at lægge to Fingre op paa sin brede Hatteskygge, og derpaa bede om Tilladelse til at gøre Følgeskab. Saa trippede han lykkelig afsted ved Ens Side med smaa hurtige Skridt (han løftede altid Fødderne paafaldende højt under Gangen, omtrent som om han uforfærdet vadede i noget usynligt) - ustandseligt snakkende og spørgende, fortællende eller frittende, mens han mellem hveranden Sætning rømmede sig og spyttede tørt ud til Siden.

I Begyndelsen drejede Samtalen sig gærne om Vejr og Vind. Men det varede aldrig længe, for han umærkeligt gled over til sit Yndlingsemne: historien. Saasnart man kom op paa en Bakketop, hvorfra man kunde overskue en Del af Egnen, standsede han og gav sig til med Stokken at pege forklarende rundt i Terrænet. Han kendte Navn og Sted for enhver af de Kampe, der i sin Tid var bleven ført her mellem Herregaarden og de gamle Ilum Bønder, og fortalte derom med en ejendommelig malende Kraft, saa de blodige Billeder blev som levende igen for Ens Øje.

Han var i det hele en mærkelig Mand. Han syntes at have set og oplevet mere end andre dødelige. Han havde været i Berlin under Tumulterne otteogfyrre, i Paris under Kommunen enoghalvfjers. Han havde set Vendomesøjlen falde og Tuilerierne brænde og var utrættelig i Beskrivelsen af hine Rædselsdages Vildskab, af de brølende Folkemasser, de fremstormende Soldater, Barrikaderne paa Gaderne og Plyndringerne af Kirker og Klostre.

Og altid var der noget ejendommeligt tændende ved hans Fremstilling af disse Oplevelser. Naar man forlod ham, havde man en Fornemmelse, som om Ens eget Blod flammede. Man følte en heftig Trang til Daad, et ustyrligt Mod til at kæmpe og ofre sig for en stor og hellig Sag, for Frihed, Ret og Broderskab.

Thi det var just paa denne Tid, at den politiske Spænding og Ophidselse var paa sit højeste her i Landet. Alle var draget med af den vilde Stormhvirvel, der et Øjeblik truede med for bestandig at oprive og splitte det hele Folk.