Uddrag fra
Palindromos eller Colombos sidste rejse
Af Vagn Lundbye
Der var hav til alle sider, et sort, uendeligt hav, og den eneste lyd var havet, når det slog ind mod træværket. Nogen råbte noget bag ved dem. Det lød som en kvindestemme, og lidt efter kunne de også høre grædende born, men lyden forsvandt igen i bolgeslagene. Alligevel var Colombo ikke i tvivl om, at der havde været noget. Lidt efter var han sikker på, at han havde taget fejl. I det samme dukkede landet op af havet, de var frelst!
- Landkending, skreg Colombo.
De sprang i land og begyndte at løbe ind i det, men stødte mod noget og fandt en åbning, som de skrækslagne og halvkvalte klemte sig ind igennem.
- Vi er reddet, råbte Colombo, da han fik vejret.
- Hvor er vi? råbte Olle.
- Kan du se, vi klarede det, lo Colombo og famlede sig frem til den anden.
- Vi er inde i en af deres hytter, sagde Olle.
De begyndte at bevæge sig langsomt fremad, Colombo havde tabt grenen. De holdt igen hinanden i hånden, den eneste lyd var regnens trommen mod taget. De stødte begge mod noget med foden. De mærkede begge en kulde brede sig op i dem.
- Her, hviskede Colombo og førte Olles hånd ned, så også han kunne mærke det, som de var stødt på. Det foltes som skind, der var spændt ud over noget. Eller bark fra et træ. Det blev ved med at dele sig. Der var grene, som alligevel ikke var grene. Ingen af dem havde nogen sinde rørt ved noget lignende, deres hænder blev ved med at klamre sig til hinanden, mens de fulgte det andet og således samtidig pludselig forstod, hvad det endte med. At det var en hånd. En menneskehånd. Men ikke den andens. En tredjes! De var ikke i tvivl. Det var en udspilet hånd med lange negle, og med et råb slap de begge deres greb. Colombo kastede sig tilbage, han var forrådt, han ville væk, men stødte ind i noget og ramlede sammen med det ned i mørket.
Det var et menneske. Eller rettere en menneskekrop. Den havde arme og ben, huden var rynket og hård, og et øjeblik efter var der også et ansigt, en opspærret mund, som han fortvivlet rev fingrene ud af. Han var forrådt. Gået i en fælde og kunne ikke længere komme fri. Det var et gab, et menneskegab. Det var tynde arme med fingre som kløer, der klamrede sig til ham og borede neglene ind i kødet. Gabet havde læber og tænder, som bed sig fast til ham med en uhyggelig fnisen.
Colombo ville skrige, men vidste ikke, om det lykkedes. Han rullede rundt og forsøgte at undslippe den anden, som fulgte efter. Blev ved med at følge efter og gjorde det, indtil en anden faldt ned over dem og lagde en kold, benet arm om halsen på Colombo.
|
|
