Uddrag fra
Fribytterdrømme
Af Tom Kristensen
Landet Atlantis
Et symbol
Verden er blevet kaotisk påny.
Påny intonéres med heftige klange.
Bort, sykofanter! Og bort, parasitter!
Og bort I, som knælende hylder de mange!
Og kandis-tenoren forstummer - - -
Hør agitatorens sange!
Hæs er hans mæle. Med sprængende rødt
ses læberne flamme bag skægsorte flige.
Hør, hvor han brøler om landet Atlantis,
om ungdom, om kraft og om aldrig at vige,
at først gennem landet Atlantis
når vi til skønhedens rige.
Skøn som en sønderskudt banegård er
vor ungdom, vor kraft, vore vilde ideer,
skøn som revolverens isgrønne stjerne,
der fødes i nuet med smældende véer
på ruden i revolutionens
skingrende glasklangs-caféer.
Rødt er kupéernes flunsede plys,
som vajer i vimpler på vildskabens farter.
Postbudets frakker er gode som faner.
Lakajers kavajer er tunge standarter,
der åbner sig blodigt i vinden.
Held vore fane-bastarder!
Kampen skal vindes med rustent gevær,
gardinstænger, daggerter, brosten i blokke.
Sejren skal fejres med grelle fanfarer
på blikgrammofoner og mælkemands klokke,
og messingtrompeter skal høres
suppende kalde og lokke.
Landet Atlantis, vi længes imod,
har blanke geværpyramider på gaden.
Bålene blafrer for gydens soldater,
som hungrige læner sig op mod facaden
og af hermetik-dåser hugger
slugvorne til sig af maden.
Gaderne gaber, og blæst hujer hvast
og danner sig nøglehuls-fløjter og hviner
dødningeagtigt de benpibe-valse
der danses ved fester i huses ruiner,
mens vinduers smadrede ruder
kranie-ironiske griner.
Bålene kaster uroligt et skær
af brand og af blod imod huse og skure.
Blikdåser blinker med lagene krænget,
avisstumper klæbes af blæsten mod mure.
En kniv bliver hvæsset mod sporvogns-
skinnernes stålblanke fure.
Sådan er længselens land, Atlantis,
hvor alle harmonisk fordomme svigter.
Farverne sprænges, og formerne sprænges,
og skønheden skabes af grelle konflikter.
I kaos jeg løfter min bøsse
mod skønhedens stjerne og sigter.
|
|
