Uddrag fra
Hærværk
Af Tom Kristensen
Og da Jastrau nysgerrigt greb efter et fjerde ark, stod de samme tre strofer dér, renskrevet, med dato og navnetræk prentet nedenunder; så det skulle vel betyde, at digtet var færdigt.
Asiatisk i vælde er angsten.
Den er modnet med umodne år.
Og jeg føler det dagligt i hjertet,
som om fastlande dagligt forgår.
Men min angst må forløses i længsel
og i syner af rædsel og nød.
Jeg har længtes mod skibskatastrofer
og mod hærværk og pludselig død.
Jeg har længtes mod brændende byer
og mod menneskeracer på flugt,
mod opbrud, som ramte alverden,
og et jordskælv, som kaldtes Guds tugt.
I et ryk rettede han blikket hen mod den sovende Steffensen. Han følte sig iagttaget. Og rigtig, Steffensens øjenlåg dirrede. En smal stribe af øjnene med stærk emaljeglans skinnede frem under øjenvipperne. Og nu var munden lukket.
Og så slog han øjnene op.
"Det digt beslaglægger jeg til min litteraturside," bemærkede Jastrau brat, mens han foldede arket sammen og stak det til sig.
Steffensen rejste sig op med en voldsom bevægelse.
"Nå, er det kønt nok til at blive prostitueret," udbrød han og stirrede ondt hen på Jastrau.
"Det er ikke altid de dårligste piger, der bliver det," svarede Jastrau.
"Nåh, nej," drævede Steffensen, men lad mig lige se på det en gang til."
"Du kan se på kladden, for digtet beholder jeg, og det bliver her i denne lomme." Jastrau slog sig på brystet.
I samme øjeblik kom Sanders ind med tre kopper dampende kaffe på en bakke og satte dem på bordet.
"Du, Bernhard, han har købt mit digt, det fra i går," brummede Steffensen.
Sanders så et øjeblik overrasket fra den ene til den anden, og så sagde han syrligt:
"Det er heller ikke et af dine bedste."
"Næh," knurrede Steffensen gravalvorligt, jeg er bange for, der er for meget tanke i det."
Sanders havde ganske stille sat sig hen i en af rokokostolene og bed sig i underlæben. Han var ikke nærværende i øjeblikket. Men Jastrau havde trukket en stol hen til sig og sad nu foroverbøjet, med sit åbne, mørke blik som hypnotiseret af Steffensens ansigt.
"Hvad mener De med for meget tanke?"
Steffensen skar en foragtelig grimasse. "Er vi nu blevet Des, du?" spurgte han.
"Sludder," vrissede Jastrau. "Men hvad mente du med det, du sagde."
"Mene og mene. Jeg har ikke meningitis som Sanders dér.
"Du kunne gerne forny dine vittigheder en gang imellem," bed Sanders. "Men drik nu kaffen. Og du kan roligt trøste dig med, Ole," sagde han henvendt til Jastrau, "at han ingenting har ment."
"Hvorfor skulle kunstnere mene noget?" drævede han.
Jastrau stirrede overrasket på ham.
"Netop, netop," udbrød han hjerteligt. "Eller snarere, en kunstner skal mene noget; men det er ligegyldigt, hvad han mener."
|
|
