Uddrag fra
Praksis, 11: Lynskud
Af Per Højholt
I
Den ro som snapper efter luft i orkanens øje
lokker os stadig ligesom ethvert sort hul
i universum river os til sig, orgiastisk
fordi vi hviler ud i undtagelser suveræne,
forekomster som selv om vi ikke er deres ophav
vider af os: De afkoder vores drømme som luft
og glammende, metaforer mens vi starter flere
og flere af de næsten lydløse maskiner
på hvis skærme de fortløbende ankommer.
Sorg. Et udkast
Sorg af den slags der driver én så langt ud på moler
at man får lunger og andre indvolde spilet godt op
hjælper ikke: Hjertet vender sig i tårer som en sild
og fravær af hvaler tordner lige hvidt mod bolværket.
Kun sådanne kæmpe-kommoder af dyr har
skufferum nok
til ens følelser men som dybe ræb gynger de langt ude
med alle skuffer slået i og store friske hjerner!
& Hölderlin
I den grad fanget på spidsen af en nål var ingen
af dem du kendte levende da du med øjnene søgte dem
så til glæde for hvilket andet øre fjernt fra dit eget
aftvang du pinen formulerede skrig?
Her brister nu løv frem, forår hærger igen, gult
af ranunkler, purpur af tidselknuder. Døv spørger jeg
på ny: Sang du for dem kun og vinden når den bestrøg
lokale anemoner, eller var det din ånde jeg så
din sang jeg overhørte?
er en spade
Da han trådte ned på perronen
fyldte han den med sommerfugle
så jeg holdt mine metaforer
i kort snor. På vej ud i naturen
havde jeg bilen fuld
af hans umælende sværmere
derfor bad jeg mine egne blive
i garagen og ikke forestille noget.
Mens vi drak the med ord
blafrede hans omkring og lignede
og lignede men da vi kom over
i garagen igen så vi at også
motorolie og rive og sækkevogn og kost
var sprunget i blomst, kun ikke
spaden, spaden overlevede.
|
|
