Praksis, 9: Det gentagnes musik

Af Per Højholt

Personen på toppen

Jeg drømmer om et digt lige så indiskutabelt
som at hovedvej A 15 trækker sig op over bakken
men fire lastvognstog sejt krybende, op, opad
indtil gederamsen heroppe nejer for vindtrykket.
Jeg drømmer om et digt som beskæmmer gulspurven
firbenene og de mangefarvede fluer - et digt
som en Scania Vabis i slæbegear - og hvad får jeg
når stilheden pludselig ruger gaver ud? En skovdues
lokken nede fra skjulet og lærkers højlydte
trilren med tyttebær ud over himlen den skyfri!



Personen slår til

Når man står og ser et af de nye, lette persontog
komme glidende, godt oppe i fart og med en
slibende, definitiv lyd som når man skærer glas
kan man godt gribes af undren over at livet
som sådant med dets sorg og camping er langt
nok, lige nøjagtigt, fx. nåede jeg i dag både
at se en stor tudse ved indgangen til Kvickly og
at forsone mig med at jeg nok ikke får den at se igen.


& Ewald

Derfor sveder stenene i juni: en vag forskel
mellem luften og den kolde jord
de stikker i påtvinger dem et sprog af tårer
som var de sjæle i kval under en
åndsforladt himmel, grædende kondensvand
eller ældre engles isser
svedperlende i en voldsom anstrengelse
for at vride sig op
og få lunet de jordslåede vinger i solbrisen
(Ved daglig færdsel her
på brolægningen er det år ud og år ind
lykkedes mig at holde samtlige engle nede,
til nu, ak! for ingen ved bedre end jeg
at jeg en skøn morgen vil åbne døren
og se alle sten i indkørslen lette, store som små,
og flyve hjem til gud, han til hvis
himmel veje ikke hænger på træerne.)