Uddrag fra
Hus og hjem
Af Helle Helle
Jeg vågner klokken halvsyv søndag morgen. Himlen er blå, og solen skinner. Jeg går op til bageren og køber brød og en avis, som jeg læser i, mens jeg går tilbage.
Anders ringer lidt over otte og siger, at han vil køre ned til mig nu, bare for en dag. Han fik lavet en masse af sit arbejde i går og længes efter at se mig.
- Jeg er der om højst et par timer, siger han.
- Sikke en overraskelse, siger jeg.
- Du lyder ikke særlig glad.
- Jo. Det er jeg skam.
- Jeg glæder mig til at se alt det, du har lavet, siger han.
Så snart vi har lagt på, går jeg ind i arbejdsværelset og åbner spanden med maling. Der er ikke tid til at sætte tape op, men jeg smider nogle aviser ud over gulvet og begynder at rulle maling på med hurtige tag. Da jeg er færdig med de fire vægge, tager jeg en stor pensel og maler hjørnerne og kanten op mod løftet. Jeg står på stigen og er hele tiden ved at miste balancen. Jeg sveder, og jeg har ondt i hovedet. Det ser forfærdeligt ud. Noget af malingen løber ned over panelerne, og der er masser af helligdage.
Da jeg ikke kan nå mere, går jeg hurtigt ud og vasker mig. Jeg rydder lidt op og laver kaffe. Så sætter jeg mig ved køkkenbordet og bladrer i avisen, som om jeg ikke har lavet andet hele morgenen. Jeg gaber lidt. Jeg nynner.
Anders kommer kvart over ti. Jeg åbner døren for ham, og vi omfavner hinanden i entreen.
- Her lugter meget af maling, siger han.
- Ja, jeg kan ikke få det til at forsvinde. Jeg har lige givet det en gang til, så du skal passe på ikke at få maling på tøjet. Kom og få noget kaffe, så kan du se det senere.
Vi går ud i køkkenet, og jeg hælder op til ham.
- Hvorfor har du vasket sengetøjet igen? siger han og peger ud i haven.
- Det har jeg heller ikke. Det er det, du kastede op i.
- Hvorfor har du ikke taget det ind?
- Det har regnet hele ugen. Så kunne jeg lige så godt lade det hænge.
- Den skal du længere ud på landet med.
- Jamen, vasketøj har rigtig godt af regnvand, siger jeg. - Det bliver så blødt af det.
Han ryster på hovedet.
- Jeg har også haft så travlt, siger jeg.
- Var det hyggeligt i går?
- Hvad?
- Skulle du ikke om til Charlotte?
- Nå, jo. Nej, hun blev syg, så vi aflyste det.
|
|