Rester

Af Helle Helle

Jeg ringer ham op, han siger sit efternavn, det glæder mig. Jeg spørger, hvordan det går, om han har fundet ud af, hvor han er. Han siger, at han ikke er kommet videre med den sag. Til gengæld har han taget førstehjælpskassen i handskerummet, han er i gang med at rense flængen og vil også sætte et plaster på. Han spørger, om jeg mener, han skal bruge jod, før han sætter det på. Jeg siger ja, han ømmer sig.
    Jeg spørger til hans ben, om han kan røre sig. Han sidder stadig og vipper med tæerne, siger han. Jeg beder ham om at mærke efter, prøve at fornemme hver enkelt muskel. Han siger, at det faktisk hjælper. Han tror næsten, han kan stige ud af bilen nu, han har bare stadig ondt i hovedet. Jeg siger, at han skal bevæge sig forsigtigt.
    Vi er enige om, at et slag, som det, han sikkert har fået nødvendigvis fører til hovedpine. Jeg foreslår, at han ringer mig op, så snart han er ude af bilen. Det vil han gøre.

Det går fremad nu, det er jeg sikker på. Så snart han har fået lidt luft, vil det hele blive godt og som det skal være. Han vil ringe efter Falck, og de vil sørge for, at både han og bilen bliver transporteret hjem. Jeg beslutter, at jeg vil ringe til lægevagten, så snart han er her. Det er muligt, han har fået en hjernerystelse, det er slet ikke usandsynligt, at det er en hjernerystelse, der er skyld i hovedpinen.
    Jeg går ind i soveværelset og hænger hans dyne på radiatoren. Jeg vil gøre alting godt for ham, jeg vil lave te til ham og give ham noget at spise, hvis han har nogen appetit, jeg tager boller ud af fryseren og tænder for ovnen, jeg sætter smørret frem.