Uddrag fra
Laterna magica
Af William Heinesen
MESTER JAKOB OG JOMFRU URD
En fortrøstningsfuld beretning om sildig Eros
De gamle husgavle løfter sig mørke mod den blege dæmringshimmel, gnavede af vejr og vind og mange år. Barnegråd høres i nærheden, og kattemjaven, og en vægdæmpet pigelatter. Og såmænd også lyden af mester Jakobs violin! Ja se, der står han under det lave bjælkeloft i sin lille stue. Et enkelt lys står tændt i stagen på skrivebordet mellem papirer og opslåede bøger og en stor foliant. Hans ivrige spillemandsskygge med fiolen og den dansende højrealbu tegner sig på den knastfyldte bræddevæg.
Hvad er det han spiller? En morgensang, minsandten: Vågn op og slå på dine strenge, en gammel salmemelodi til Kingos liflige ord. Den sætter han så nogle hjemmelavede variationer på, med triller og dobbeltgreb, det lyder varmt.
Hvem han er, den mester Jakob?
Ja - ham har du nok aldrig truffet, for han levede længe før din tid, nemlig i årtierne omkring 1800. Han var en lærd mand, forsker og samler, han samlede fanatisk på ord, som gniere på mønter eller insektjægere på biller og sommerfugle og sære tusindben. Han drog (på knebne og allernådigst tilkendte småstipendier) over sø og land og sankede ord og talemåder og mangehundredårige viser og kvad, som endnu levede på folkets læber, men var ved at dø ud. Men ingen brød sig dengang synderligt om hans velordnede og smukt renskrevne samlinger, han mødte kun ringe påskønnelse for sit omhyggelige sprog og sin myreflid, fik ingen eller kun utilstrækkelig støtte til livets ophold, men hutlede sig igennem og trøstede sig i sine hvilepauser med sin violin og sine hjemmelavede melodunter, og stundom med et par lykkedråber fra klukflasken i vægskabet - et glas eller to, undertiden dog flere, og det hændte at han rent ud opgav at holde tal på dem.
Han havde foruden musikken og dråberne også en tredje trøstekilde. Det er det vi skal høre lidt om her.
Og nu står han altså her i denne aftenstund og spiller sine forlængst glemte Kingo-variationer, uhjælpeligt snuerød om næsen, men endnu i virksom alder og med kraftig hårvækst og store venlige træk, og med den absurde forventnings barnelykke i blikket.
Børneven og skikkeligt kvindekær vides mester Jakob at have været, men ægteskab blev kårene aldrig til. Helt alene var han nu heller ikke. Han havde for det første en kat, Risna. Den er i øjeblikket ude og har det ikke godt, for den sidder oppe på den store kampesten, der rager ud fra Gutte-Hannas hvidtede husgrund, og kan ikke komme ned på jorden igen for den store sorte hund Slendrian, som står og galper og fråder op imod den. Hunden står på bagbenene, med de sorte forpoter op ad den hvide sten, mens Risna rejser børster og gør sig til en frygtelig sabelkat og udstøder truende og uhyggehvislende urskovslyde.
Men sådan var nu engang livet i naturen før mennesket greb arrangerende ind. - Ja se, der kommer mennesket netop, i Gutte-Hannas lignelse, og ordner sagerne, vindøjet af forbitrelse og væbnet med kost og gulvspand, og I næste øjeblik ser man da også Risna springe ned af stenen i en elegant og tørskindet bue, mens hunden får nok at gøre med at ryste og strinte den straffende lud af pelsen.
(Mange sådanne små stormfulde ting kan man endnu opleve på vejen ud til Gråskallebryggen og enden. Mørkere og mere pågående oplevelser står for døren. Men lad os glæde os over hverdagens små komedier og baduljer, - ja, hvordan egentlig udholde en så oprivende affære som livet uden dem?)
|
|
