Uddrag fra
Den sorte gryde
Af William Heinesen
Så er også denne dag, Kvanhus-Ivars begravelsesdag, omsider ramt af alle dages lod: at fortone og blive til mørke. Engang vil den også blive fuldkommen glemt, et uskelneligt lag i det uhyre slam af sunkne dage på tidehvervenes havbund. Men foreløbig skal den nok vide at holde sig erindret. Den synker ikke sådan straks tilbunds, længe længe vil den øjnes ... som et hvalådsel der holder sig flydende midtvejs mellem bund og overflade, båret oppe af indre uddunstninger ...
Jens Ferdinand ser denne hval komme drivende, den sorte glatte fiskekrop bærer lysegrå pukler af udvældende gasfyldte indvolde ... der er i grunden to hvaler, den ene er ham selv, han skærer tænder og ler forbitret ad dette nye påfund af straffens dæmoner, mens han med en kraftanstrengelse arbejder sig op til overfladen.
Men her møder han vågenhedens onde løftede harpun, og uden nåde bliver den plantet i hans ryg, der endnu smerter efter faldet ned i sakristiet.
... Den overfyldte kirke, tapetseret med menneskeansigter, den lumre lugt af blomster og lunkent tøj, den hvide kiste foran hvilken man stod og truede, afmægtigt, idiotisk, og så omsider den forsmædelige udsmidning. Det hele afmaler sig for ham i overmægtige dimensioner, og dæmonerne står rede med detailjerede nærbilleder fra denne idiotiens og skammens storfilm. Ansigter glider forbi, forfærdede, irriterede, ynksomme, foragtfulde, forlystede. Pjølle Schibbye bøjer sig ned og skjuler en tilbagetrængt latter i hatten. Sysselmand Joab Hansen godter sig åbenlyst mens han vender skråen i sin skæve mund. Ja de godter sig alle, mere eller mindre fordægtigt, ikke mindst Bergthor Ørnberg, han løfter hovedet og øjenbrynene og bliver slap ved mundvigene af mættet godhed, for nu er han hævnet.
Men pludselig kommer et stort nærbillede af Liva, overnaturlig klart, det sorte, vaffeltavlede hovedtørklæde, det stærke mørke hår, det blege unge ansigt, de naive foldede pigehænder, øjnenes ærlige smerte ... Jesus Kristus bevare dig, min stakkels ven!
Men derpå et endnu skarpere dobbeltportræt af degnen og klokkeren, i grunden to skikkelige almindelige ansigter, men i anledning af tempelskænderiet er de blevet djævelske af vrede, blodtørsten driver i deres øjne, uhyggelige og hidtil aldrig prøvede ulvehyl fødes i deres struber, men de hummer sig smågøende under kirkens tugt. Og så ruller man ned ad den forbandede trappe mens hele menigheden er en eneste sprængladning af indeklemt morskab og skadefryd.
Ud! Plump! Ned i dybet ... til den anden sårede fisk, dit genbillede med den unaturlige tarmpukkel. To ganske ens og lige modbydelige dybhavsfisk søger at dække sig bag hinanden mens de borer sig ned i glemselsmudderet på bunden. Straffens djævle smiler til hverandre og stikker veloplagt deres utrættelige bokserkæber frem, parat til nye pinsler.
Men I skal blive narrede, I helvedeshunde, hvæser han til sig selv, rejser sig grædefærdig op i sengen og griber med skælvende hånd efter flasken der står på gulvet. Den indeholder Gordon´s dry Gin, formildet med vermouth, sikre løfter om endnu nogle timers respit før det endelige opgør.
Lidt efter er der ikke mere noget mærkeligt ved tingene, selv om der på den anden side heller ikke er noget at råbe hurra for.
Det egentlig slemme ligger i at Ivar døde på sådan en lumpen måde og at tiden er sådan at den kræver den slags uhyggelige ofre ... til fordel for en samvittighedsløs eller forløjet minoritet af menneskeheden. At der også er optrådt en fuld typograf i en kirke hvor en tragedie var ved at blive forvandlet til et abespil ... hvad så!
Og så hende Liva, den forgudede og hedt tilbedte. Hvad med hende? Godt så hun jo ud, og det var så satans raffineret at hun var missionsk. Nok om det, hun var ikke hans, hun var hans broders. Hun var pokker ikke det heller. Hun var i ånden Simon bagers elskerinde. De om det, de om det. Og dog ... hvis man også droppede hende ... hvad var der så tilbage?
Jens Ferdinand tog sig endnu en lang slurk af den vennesæle og lægende drik. Han krummede sig sammen i sengen og hvæsede med fortrukken mund ned i hovedpuden: Jeg elsker hende. Jeg elsker hende. Jeg har kun ét liv, det er måske et forkludret og forspildt liv. Men jeg oplevede så dette at jeg blev forelsket, omsider, uhyrligt og forfærdeligt og umuligt forelsket i min dødssyge broders kæreste, i en gal religionsfanatisk bagers sekteriske elskerinde ...! Det er et oplagt handicap, min ven, men ... kort sagt . . . i det glade vanvids navn: du elsker hende!
|
|
