Uddrag fra
Davids bog
Af Stig Dalager
Tidligt om morgenen, en kold martsmorgen med skyfri grå himmel, går han gennem landsbyen i sin lille lodne jakke og sine slidte sko. Han fylder ikke meget imellem de tavse huse. Et par krager slår op fra en vandpyt i nærheden og basker sig tungt opad over gavlene. Vejen gennem landsbyen er pløret, det har regnet uafbrudt i to dage. Han står et øjeblik og ser efter kragerne, der sejler med vinden gennem luften og forsvinder som to sorte prikker ud over markerne.
Han lægger altid mærke til fuglene, især kragerne, som næsten ingen kan lide, heller ikke engang hans far. "De er kun til besvær," siger han. Om sommeren skinner deres fjer, og de bliver helt blanke. Som olie. Engang imellem drømmer han, at han selv er en fugl.
Han får på lang afstand øje på et stort indrammet papir på en ladeport, han ved hvad det er, han har set den slags før: en bekendtgørelse. Først står der noget på tysk med store bogstaver og så det samme på polsk med små bogstaver. Men det er ikke svært for ham: han læser jo både tysk og polsk!
Han skynder sig hen til muren, læser ivrigt, mens han hælder hovedet lidt til den ene side. Sidste gang han læste en bekendtgørelse, var han sammen med sin far. Hans far sagde:
- Forstår du, hvad der står?
Han nikkede.
- Og hvad står der så?
Stolt over sig selv, sagde han:
- Der står, at det er forbudt for jøder at køre med toget.
- Ved du, hvad det betyder?
Han nikkede igen. Men det var, som om hans far ikke var helt sikker på, at han forstod, han havde dét blik. Hans far bøjede sig ned mod ham og tog ham i hånden. Det var en stor hånd, der var rynket på oversiden, hans egen hånd blev helt væk. Når der var noget, hans far ville indprente ham, så tog han ham i hånden. Han ville have, at han skulle være helt rolig og bare stole på ham. Han skulle ikke være bange. Han skulle lytte efter og gøre, som han sagde. Men han havde lagt mærke til, at når hans far tog ham i hånden på den måde, så rystede den lidt. Måske var han selv bange?
Hans far sagde:
- Du må ikke køre med toget, ingen jøder må køre med toget, hvis du gør det, så bliver du straffet.
- Ikke engang til Kielce, sagde han, - ska´ jeg så gå til Kielce?
- Måske ka´ jeg finde én, du ka´ køre med, sagde hans far. - Men toget tager du ikke. Forstår du?
Ja, selvfølgelig, han forstod. Han vidste bare ikke, hvorfor jøder pludselig ikke måtte køre med toget. Og da han spurgte sin far, sagde han:
- Sådan er det! Det taler vi om senere!
De skulle altid tale om det "senere", når hans far skulle tænke sig om eller når han ikke troede, at han var "gammel" nok til at forstå.
Men han vidste selvfølgelig godt, hvad der var galt. Det var politiet. Det var tyskerne. På grund af tyskerne skulle han gå med et armbind med en stjerne på, på grund af tyskerne kunne han ikke mere gå i skole, han skulle sidde alene hjemme og læse i sine bøger. En gang imellem kom Jakob forbi, og de regnede nogle opgaver sammen fra bogen. Han var god til at regne, så det var ikke svært, og hvis de ikke kunne finde ud af det, spurgte de hans far. Han kom hjem på de mærkeligste tidspunkter og sad længe inde i stuen og læste og skrev, og så gik han pludselig igen. Han vidste ikke, hvad han lavede. Han var jo ikke lærer mere. Der var ingen skole mere.
|
|
