Uddrag fra
Tilfældige forbindelser
Af Stig Dalager
Snemanden
Da Latiffa om morgenen med sine børn haster ned ad Schottengasse for at nå sporvognen træder Joachim i det samme lettere søvndrukken ud fra opgangen overfor, han vil lege med drengen, han råber på ham, men hans råb kommer for sent, det er spagt og overdøves af larmen fra bilerne.
Han bliver skuffet stående og ser efter dem, indtil de forsvinder op i sporvognen.
I nat drømte han, at han byggede en snemand, men hver gang han nåede til hovedet, faldt det af. Han lå og vendte og drejede sig i søvnen, og da han pludselig vågnede stod han op, fumlede sit tøj på, gik gennem den mørke lejlighed, låste sig med stort besvær ud og løb ned ad trapperne.
I morgenmørket vender han omkring på gaden og går med små hurtige skridt gennem porten til nabohuset, han fortsætter om bag huset, hvor der er en lille have. Her ligger sneen tyk og blank og venter på ham. Han sætter sig på hug, skraber noget sne sammen og former en stor snebold med hænderne, det er sådan de store drenge gør, han har stået og set på dem, selvom de ikke ville have ham med, når de legede, han forstår dem ikke, for hans far siger, at han har hænder, der kan alt muligt. Men han har ikke lavet nogen snemand med sin far, for han har ikke tid.
Han har ikke lavet nogen snemand med nogen, og nu vil han lave den selv.
Han ruller snebolden gennem sneen og den bliver større og større, men han har glemt sine vanter og det gør allerede ondt i fingrene, så han puster på dem, før han går videre, nu ligger der en større blok af sne foran hans fødder, han giver sig til at klappe den, så den lidt efter lidt bliver rund. Han løfter den op og bærer den forpustet midt ind på plænen, for der skal en snemand stå, lige midt i det hele.
Nu former han endnu en snebold, holder en lille pause, hvor han puster på fingrene og så ruller han endnu en større blok sne sammen. Også denne blok former han med de små hænder og bærer den hen til den anden, med en kraftanstrengelse løfter han den op på den anden, den triller ned, han forsøger at holde den med hænderne, men den rammer jorden og går i fire store stykker. Han skal lige til at græde, står og slår hænderne sammen og kigger op imod den mørke himmel, hvor lyset langsomt bryder frem, men et eller andet får ham til at fortsætte, han bøjer sig ned og samler blokken igen og løfter den op. Nu bliver den liggende.
Han er træt. Pludselig får han øje på en kat imellem de mørke træer omkring plænen, dens store gule øjne stirrer på ham, hvis bare han var en kat, så kunne han gå overalt, hvor han ville, og de store drenge kunne ikke fange ham og køre sneen rundt i hovedet på ham, han går langsomt hen imod den og begynder at snakke med den, uforståelige ord, som ingen mening har og som kommer fra et dunkelt kammer i hans baghoved, et øjeblik bliver den stående, så er den pludselig væk igen, og han står og glaner ind i tomrummet imellem træerne, det suger ham ind til sig, han bliver ét med det i nogle få sekunder og er ikke andet end et dyr uden bevidsthed, der bliver ét med mørket og træerne og lydene omkring sig, så vender han brat omkring, sneens hvidhed blænder ham, han vakler nogle få skridt og bøjer sig resolut ned og former endnu en bold af sneen, ruller den stor, glatter den med hænderne, så den ligner en rund lampe af den slags, som hans far har hængende på sit kontor, han bærer den hen over den hvide grund og løfter den i flere forsøg øverst op på snesoklen.
Men den har ikke nogen mund eller næse eller øjne eller nogetsomhelst, selvom man godt kan tro det, for det er, som om den ser på ham, som om den flytter sig en lille smule hen imod ham. Han bliver pludselig bange for den og træder nogle skridt tilbage, men så griner han, går frem imod den og begynder at bore nogle huller med fingrene, det er øjnene, og de skal være store, for der er meget den skal se, og nu tegner han en lang streg for munden, han ved ikke om den smiler eller græder, det må den selv bestemme, for den kan godt tænke selv, når han først er færdig. Nu mangler den bare en næse og han går igen ind blandt træerne, river en kvist af, går tilbage og stikker den ind i sneen under øjnene, men han gør det for hårdt så kvisten går gennem hele hovedet og stikker ud bagved, det var ikke det, han ville, nu gør det ondt på snemanden, han bøjer sig ned, samler noget sne op og skynder sig at plastre kvisten til.
Så går han tilbage og står og ser på dens hoved.
Den siger noget, men han kan ikke høre, hvad det er.
Det suser for hans ører, han bevæger hovedet frem og tilbage og lytter igen.
Den synger, han er sikker på, at den synger, han lægger øret ind imod dens kolde mund, men han mærker ikke kulden.
Det giver et sæt i ham, pludselig hører han noget andet, han ved ikke, hvor det kommer fra, han træder nervøst nogle skridt tilbage, falder og rejser sig hurtigt igen. Da han ser op står der en mand nogle meter fra ham med en skovl i hånden, manden er gammel og bleg, han har en sort hue på hovedet.
- Hvad laver du her, knægt? siger han.
Nu genkender han manden. Det er Herr Klinsmann, viceværten, ham de store drenge kalder skovlen, han ved ikke hvorfor. Manden stirrer på ham, han vil løbe, men kan ikke, og ingenting kan han sige.
- Jeg har lagt mærke til dig, siger Klinsmann, - du snuser altid rundt her, men du har ikke noget at gøre her, du bor her ikke, og dine forældre betaler ikke for mig og det griseri der, det ka´ du godt fjerne med det samme!
Han forstår ikke, hvad manden mener med griseri.
- Hva´for noget? siger han.
- Det lort der! siger Klinsmann og løfter sin spade hen imod snemanden. - Det er min snemand! farer det ud af ham.
Klinsmann ryster pludselig på hovedet og griner mærkeligt, så løfter han spaden igen og træder et par skridt frem og slår hovedet af snemanden, sneen lander i en lille klump ude på plænen og går i stykker.
- Nu er det ikke din snemand mere! siger han og vender sig imod ham.
- Han står et øjeblik og ser på det ødelagte hoved, nu kigger han på snemanden, der ikke længere kan synge, og uden at tænke går han hen til stumperne og begynder at klemme dem sammen igen.
- Forsvind med dig! råber Klinsmann, men han er ligeglad, han hører ham ikke, han glatter hovedet med hænderne, løfter det op og bærer det hen imod snesoklen.
- Hører du ikke, hvad jeg siger? råber Klinsmann og går med løftet spade nogle skridt frem imod ham, men pludselig skrider benene under ham og han falder ned i sneen, her ligger han og stønner og siger mærkelige lyde, Joachim lader snemandens hoved falde, vender sig og går langsomt, tøvende hen imod ham, måske er han syg eller måske har han brækket benet, han ved ikke om han kan gå helt hen til ham og står længe og ser på ham, hans hoved er helt hvidt, næsten ligesom sneen og der er noget spyt ved munden, han forstår ikke, hvad manden siger, han hvisker, nu går han helt hen til ham og stryger ham over kinden ligesom hans mor har gjort, når han er syg, nu kan han pludselig høre, hvad han siger, han siger blommetræ, han bliver ved med at sige blommetræ, hvorfor siger han det, og hvorfor er hans øjne helt hvide og nu siger han ikke noget, han river ham i armen og råber:
- Klinsmann!
Men han siger slet ikke noget, han bliver bange og rejser sig, og det hele kører rundt for ham, snemandens hoved, der ligger i sneen og Klinsmann, der ingenting siger og er hvid som sneen og mørket imellem træerne og han begynder at løbe, han løber ud af haven, ud gennem porten og op i opgangen, nu er han ved døren, han tager i håndtaget, presser det ned, og nu er han inde i gangen, han løber ind i soveværelset, hvor det er mørkt, her ligger hans mor og far, og han river i sin far, der stadig sover, han siger:
- Klinsmann ligger i haven, han siger blommetræ, blommetræ hele tiden!
Hans far rejser sig halvt op i sengen.
- Hvad er det, du siger?
- Klinsmann er død, siger han pludselig.
- Hold nu op, siger hans far. - Lad mig nu sove.
- Jamen, det er han, han er død.
Hans far ser vredt på ham.
- Hold nu op med alle dine fantasier. Gå ud i køkkenet og lav et eller andet, så kommer vi om lidt.
Hans far trækker dynen op over hovedet.
Han står lidt og ser på hans sorte hårtop i sengen, han vil gå hen til sin mor, men så kommer han også bare til at vække hende, og det må han ikke, det har han fået at vide så mange gange.
Han går ud i køkkenet. Her tænder han lyset og finder noget papir frem og farveblyanterne, som han plejer at bruge og sætter sig ved køkkenbordet og begynder at tegne.
Men han kan ikke tegne rigtigt, han ser hele tiden Klinsmann for sig og farveblyanten falder ud af hans hånd.
Han sidder længe og stirrer på de få streger på det hvide papir, der ingenting forestiller.
Måske er Klinsmann ikke død alligevel, det er nok bare hans fantasi, som hans far hele tiden siger. "Du har for meget fantasi", siger hans mor også, og selvom han ikke helt ved, hvad fantasi er, så er det noget, han helst ikke må have, og som får dem til at skælde ham ud. Det er sikkert ligesom dengang han vågnede og troede der lå en død fugl i hans seng, fordi han havde drømt det og så var det bare hans bil.
Måske har Klinsmann bare slået sig og så rejser han sig igen og går ind til sig selv og ...
Man kan da ikke dø, bare fordi man falder.
Men hvad med snemanden, den lavede han jo, det gjorde han, og den har stadigvæk ikke noget hoved.
Hvis han nu tegner snemanden med hoved på, så er det ligesom den har fået et hoved alligevel.
Det kan han gøre. Han kan tegne snemanden og så er der ingen, der skælder ham ud, for han behøver ikke at vise den til nogen, han kan gemme den i æsken med de andre tegninger, som han heller ikke viser til nogen. Dem med monstrer og uhyrer og blomster, som han aldrig har set, men som findes alligevel.
Han skynder sig at tage sin jakke af og slænger den ned på gulvet, så griber han en farveblyant og begynder at tegne.
Han smiler drømmende hen for sig selv. Nu bliver det hele godt igen og han håber ikke, at hans mor og far kommer, før han er færdig.
Lyset fra vinduet bag ham vokser og fylder snart hele rummet ud.
|
|
