Jadekatten

Af Suzanne Brøgger

Tobias var verdensmanden og Otto var hjemmemanden. Sådan havde Otto altid følt, og det gjorde han også knap et halvt århundrede efter han blev født, en nytårsaften i 1940 hvor bordet i Gammel Mønt 14 stod dækket med de guldrandede tallerkener fra buffet´en. Marie, lavbenet og højbarmet, der havde fulgt familien fra Rosenvænget til næste generation i Gammel Mønt, stod som sædvanlig for hele arrangementet. Næsten. For hun havde rystet på hovedet ad Direktøren, da han selv ville sidde ude i køkkenet og røre mayonnaisen til hummeren med benet oppe på en taburet - han havde jo blodpropper. Marie havde kendt Direktoren siden han var dreng og hun purung pige i Rosenvænget.
    Tobias og Katze holdt nytårsfest i kjole. Det var kun småborgere, der sagde kjole og hvidt. Og smoking havde man kun på til hverdagsfester. Nu skal det lige indskydes, at det ikke var Tobias, som gik højt op i hvad "man" gjorde og sagde, han var fløjtende ligeglad og gjorde kun hvad der passede ham. Han bar sin indre smokino, med nonchalance. Det var Katze, indgiftet i slægten Løvin, der holdt på formerne, som hun led under, samtidig med at hun hersede og vogtede over sproget.
    Tobias var - som enhver anden Løvin - den fødte taler, blot overgik han dem alle i vid. I familien, rundt om Tobias, herskede da også den uudtalte mening, at Løvin med ø var et særligt fint navn, fordi det gik tilbage til den franske udtale af bogstavet "e" og derfor var Løvinerne finere end de almindelige Leviner. Det kunne ikke komme bag på nogen at alle Løvinerne var fødte talere, thi med det navn var der jo ingen ben i at brøle godt. Der var altid fuld gang i diskussionen omkring bordet med højtråbende stemmer. Politik og almindelige samfundsanliggende, forretning og sladder. Familien Løvin skræmte enhver "kemur" ud, spredte mundlammelse og kvababbelse hos almindelige hvide mennesker.
    For udenforstående var der noget truende, nærmest uhyggeligt, over familien, sådan som den råbte og skreg i munden på hinanden, som om den var ude på at skjule en forfærdelig hemmelighed, der kun kunne hviskes. Katze havde i hvert fald altid oplevet denne skrigen og råben som både ukultiveret og vulgær. Løvinerne var bevidste om deres talegaver, selvom Tobias tog sig dem let, som en selvfølge. Det var eksempelvis ikke en familie hvor man lempede manuskripter op af håndtasken og perplekst hengav sig til en sveddryppende redegørelse læsset med klicheer. Her drejede det sig om improvisation, lethed og esprit. Og netop det havde Tobias, som elskede "Can Can" og senere "Annie Get Your Gun", da filmen kom frem, Den kommer snart!
    Familien Løvin var så assimileret og anti-ghetto som man overhovedet kan forestille sig. Løvinerne anså ghetto-jøderne for ydmyge på den forkerte måde. Ghetto-jøderne var sådan nogle der stille sagde: "Det er der jo ikke noget at gøre ved." Men der når noget at gøre ved det og Løvinerne fandt altid ud af, hvad der skulle gøres, som Li sagde, husets ældste datter. Hun fandt aldrig ud af noget som helst. Men som alle familiemedlemmerne hævdede i kor, lige til deres død, var det fuldstændig utænkeligt, at en Løvin skulle kunne slæbes i en koncentrationslejr og forulempes i mindste måde. En Løvin i stribet fangedragt var lige så absurd som en tiger i pyjamas. En Løvin ville hellere dræbe sig selv - efter først at have skudt en tysker! sagde Tobias´ døtre, Li og Rebekka, som med en stemme, Men de siger det ikke endnu, de må vente på historien.
    Omtalte nytårsaften 1940 rejste Tobias sig, efter at have bedt om gæsternes opmærksomhed ved at slå et diskret slag på et af de russiske håndslebne glas. Borddækningen havde han selv sørget for, da alt ved Tobias stod i festlighedens tegn. Ved otte-tiden, tidligere på aftenen, var den københavnske luftalarm for alvor gået i gang. Klokken havde netop slået tolv på rådhustårnets gamle ur, Tobias stod med sit eget lommeur af guld med kæden, som han havde arvet efter Papa, og han lagde det på bordet, idet han tog en hel stak grammofonplader af lak. Gæsterne regnede med, at det var melodier, forskellige evergreens, de skulle høre i løbet af natten, og at de havde en betydning, Tobias nu ville gøre rede for - på sin ironiske facon. Men i stedet lod Tobias til alles forbløffelse hele stakken af plader falde på gulvet med et brag og en gracios håndbevægelse. Og det var så meningen, at gæsterne skulle samle stumperne på en sådan måde at hver og en måtte finde et stykke melodi, der svarede til ens egen - hos en anden. Sådan fandt man den person, man skulle kysse ind i det nye år. Meget vittigt, og meget elegant. Typisk Tobias!