Uddrag fra
Transparence
Af Suzanne Brøgger
"Man kan godt høre, at det er en kvinde, der spiller, du skal træne dine fingre," hører jeg min mor sige når jeg øver mig for at gøre fremskridt. Jeg spiller ligesom et barn og frygter hvordan mine hænder vokser og vokser og bliver store og ufeminine som king-size bøffer. Dybest set føler jeg, at min mor har ret. At en kvinde ikke har ret til at spille jazz på klaveret. Bach og Mozart og Beethoven kan gå an, at spille de allerede eksisterende noder er - kvindeligt. Det havde alle kvinderne gjort i min familie. Men kan en kvinde improvisere? Er hun ikke ligesom sat til at stave sig gennem livet og imitere bevægelserne, så godt hun formår, undertiden brillant. Er hun ikke bare sat til at forfine det, som allerede findes, men uden at skabe noget nyt? Min mor havde i sin tid haft den betænksomhed at sende mig til de fineste jazz-pædagoger, det bevidste plan manglede ikke noget, heller ikke den aktive indsats til min fordel. Men "det lyder som en kvinde, der spiller" - en blottelse.
Jeg vidste, at jeg i bedste fald aldrig ville komme til at spille mere end mådeligt eller "pænt", fordi jeg var hæmmet af en hensynsfuldhed, som jeg slet ikke kendte, når jeg skrev. Jeg havde for stor respekt for musikken, mens jeg var ligeglad med sproget. Jeg respekterer det ikke, jeg er det. Jeg lever det, jeg voldtager det og lader det gøre med mig, hvad det vil. Jeg underkaster mig sproget for at sætte mig på det. Jeg sparker det i stumper og stykker og griner ad det, og griber det i luften og fanger det og giver det dermed frihed. Jeg lægger mig på det og lader det løfte mig uden benovelse. Jeg respekterer det ikke en skid, det får højst lov til at tjene min puls og mit åndedrag. Amen.
Men når jeg spillede, kunne man hele tiden høre, at jeg havde tyvstjålet en ret, der ikke tilkom mig, at jeg havde bevæget mig ind på et område, hvor jeg ikke havde noget at gøre. Allerede i selve anslaget ligger der en angst for at blive opdaget. Ved fortsat at spille insisterer jeg på min egen lyst.
Jeg følte kun min angst og min glæde og tænkte slet ikke på alle komplikationerne, der skulle følge. Og som nødvendigvis må følge, når man har placeret musikken der, hvor kærligheden skulle være. Men jeg sagde til mig selv: Man kan lige så godt investere den der, hvor man får noget igen.
Jeg får min sorg og mit savn tilbage. Ekstasen ved at sidde på fars knæ, mens han lader hele rummet gynge og swinge og vibrere af varme. Jeg får fortrængningen tilbage, benægtelsen af min egen sorg over at have mistet ham dengang, dementeres hele tiden af musikken. Hjælpeløs over for manglen, melodien, rytmen, knæet og skridtet. Det er der det hele er. Jeg har aldrig før villet føle mit eget savn, jeg har kun udtrykt andres. Er vokset op i en tid, hvor det var flovt at indrømme, at man manglede noget og ikke var nok i sig selv. Det var forbudt at vise svaghed. Jeg er begyndt at kravle hen imod mit eget savn i mørke, selvom jeg, når lyset tændes, stadig er en hårdnakket benægter.
|
|
