Uddrag fra
En gris der har været oppe at slås kan man ikke stege
Af Suzanne Brøgger
På en blå ø står en dame, over hendes hovede jager falken en and. Mellem træerne spiller damen på orgel, mens ternen ordner piberne. Damens hår er stadig samlet i en penselspids foroven, men ellers dækket af et brunt skulderlangt tørklæde.
Måske er hun en anden? Måske den samme?
Hendes slæbende blå fløjlskjole pyntet med perler og ædelstene hænger halvåben over en blå kjortel. Enhjørningen og løven bærer hendes våbenskjold, mens hun drømmende sætter fingrene på orgelets tangenter. Man aner ternens træthed i blikket, som var hun faldet i staver ... i et rødt hav af blomster og kaniner, falke og tjørn.
Jeg får lavet en masse, dog ingenting skrevet.
Det der tager tid: at rense sjælen og pløje terrainet for det der skal komme efter at have ligget brak.
At ligge brak: det virkelige arbejde, den egentlige terror, den skræmmende afgrund. Alene tanken om det arbejde er sveddryppende.
Jeg har plukket siv og syrener og drukket rom og spist snegle hos Signe for at fejre at de skal ha´ badeværelse!
Det er smeden fra Drøsselbjerg der laver det.
Smedens nabo har femogtredive katte tillige med høns i sine stuer. Alle deles om maden, franskbrød med mælk, og de kappes om at sove under komfuret. Dengang de fik fjernsyn, som de første i byen, blev alle stolene i stuen stillet op i een lang lige række, ligesom i en biograf, men to høns ville hellere sidde oppe i standerlampen, hvorfra de nedsendte klatter i hovedet på Poul, der er fra Schweiz.
Eigild går og skranter. Er han ved at dø eller hva´?
To ting, har jeg lært, man ikke kan gøre samtidig: koge risengrød og tale i telefon. Alligevel begår jeg bestandig den samme fejl, og hver gang flyder mælken hvidt på komfuret og risene brænder sort i gryden, det er en ret for sig, blir man dog ikke klogere?
Jeg har lagt kartofler og sået spinat. Varm sommervind og sommerlugt. Man griber sig ind i mellem i at have vænnet sig sådan til at leve, at det er utænkeligt at dø.
For første gang i år tog jeg solbad. Om aftenen går jeg i pels og sjaler.
Axel siger: - Nu har det altid gået så godt, og så kommer kvindeåret, og så får jeg komplexer. Han koketterer bare. Og alligevel bliver han ved . . . og ved . . . - I siger I vil ha ligeberettigelse ... og så bliver Signe såret, for det har hun aldrig i livet sagt. - Det har Signe aldrig sagt! - jeg forsvarer hende straks, fordi min "frihed" går ud over Signe. Axel tror friheden er smittende, at den kommer fra hyænen på den anden side af landevejen, den har jo allerede nået fjernsynet og aviserne, og snart kommer det ... Signe og jeg siger ikke noget, måske vi prøver at skifte emne og at komme ind på en opskrift eller noget, Signe vil ikke gøre sin herre og mester gal i skralden, og alligevel er det ham der bliver ved med kønsroller dit og kønsroller dat.
Det er min politik at se underfundig ud, man kommer ingen vegne med ord. Når det er forandring det gælder, er sproget finito, i hvert fald på stående fod. Men selvfølgelig hævner han sig, for hvis jeg efter hans mening har haft det lige lovlig skægt, så kommer han altid rendende med en hæk, jeg ikke har klippet, et bed, jeg ikke har luget, en tomat, jeg ikke har vandet, en regning, jeg ikke har betalt. Da jeg havde rendt rundt og slået kolbøtter med Washington Post i en uge, sagde Axel bare: - Nu skal du snart betale termin og - Hvorfor flytter I ikke allesammen til Galicien, der har de en orden der passer til jer, der går kvinderne i marken og manden vasker gulv!
|
|
