Home About Us Contact
To front page
Websites of the Danish Art Agency
Danish Art Agency
Go to DanishMusic.info
Go to DanishPerformingArts.info
Literary Magazine
Grants
News
Author Profiles
Translated Titles
Links
Uddrag fra

Rød september

Af Anders Bodelsen

Tæt bag drivhusene svingede en radarvinge og Jens lyttede til et fly, hvis motorer var ved at varme op. Han rev sig løs og gik hen mod det nærmeste af drivhusene. Det usynlige flys kimen fik glas til at vibrere og rasle.
    Drivhuset var tilvokset, ruderne knust, Jens gik på tåspidser, lydløst, for flyets larm overdøvede hans sprøde trin.
    Det havde naturligvis ikke været Søren. Genkendelsen, den flygtige blikkontakt havde været en indbildning. Det der lignede en flugt havde ikke været flugt, manden havde blot kastet et ret ligegyldigt blik mod en bil hvis motor gik ud - og var derpå gået videre med det han havde haft travlt med.
    Nu kunne Jens høre flyet sætte sig i bevægelse. Han stod og trak luften dybt ned i lungerne, en våd luft med en bitter lugt af misvækst og rust.
    Han kunne ikke se om der var en dør i drivhusets anden gavl. Det var der vel nok. Og der var flere drivhuse, og bag ham var der en bygning han kun havde set den mindste del af.
    Han drejede om og gik ud af drivhuset igen. Netop som han kom ud i det fri ramtes han af noget fra oven. Ikke et slag, men en kæmpemæssig skygge.
    Han så op og anede flyets enorme krop, som allerede var ved at blive opslugt af det lysende grå skydække.
    Ældre, stod han og tænkte. Men det var jo logisk nok. Hvad var han ikke selv?
    Der var ikke gået længere tid end det stadig var det samme utroligt velkendte stykke musik som strømmede ud gennem værtshusets bagdør. Jens så sig en sidste gang om, rystede på hovedet, og gik så gennem det lille køkken tilbage til det tomme værtshus.
    Det gik endelig op for ham hvem det var han lyttede til: John Lennon. Den slørede besværgende barriestemme, den døde mand som stædigt levede videre og ville gøre det umulige muligt:
    Imagine there´s no heaven ... Ws easy if you try ...
    Og under stemmen en lille monoton figur på det usternte klaver, igen og igen -
    Nothing to kill or die for ... no religion too ...
    Et sug af fortid. Forventning og usikkerhed. Andre veje man kunne være gået. Anden kærlighed. Nederlag man havde afværget. Kaos. Håb om forandring.
    Han rev sig løs, gik tværs gennem rummet og ud på den trekantede plads hvor hans bil holdt med åben dør. Selv da han havde sat sig til rattet forfulgte den gamle sang ham.
    Imagine!
    Nothing to kill or die for -
    Planterne stod fint nu, der var fin udsigt i bakspejlet. Jens startede motoren, men sad så alligevel lidt endnu, kiggede fraværende på vognen ved tanken hvis støvede bagsmæk var blevet udstyret med det bønfaldende: VASG MIG. Sad og prøvede at overbevise sig selv om det, som var så svært at overbevise sig selv om.
    Selvfølgelig havde det ikke været Søren. Det havde været en tilfældig mand med en tilfældig lighed. Manden var ikke flygtet, han havde bare haft travlt.
    Selvfølgelig havde det ikke været Søren. Søren havde jo været død i fem år.

 
Danish Arts Agency / Literature Centre    H.C. Andersens Boulevard 2    Copenhagen DK-1553    Tel: +45 33 74 45 00