Bevisets stilling

Af Anders Bodelsen

Idet Bendix forlod politistationen blev han fotograferet. Et lille klik fik ham til at se op, en mand få meter foran ham holdt et kamera i hånden. Bendix ville gå frem mod fotografen, men blev banket forsigtigt på skulderen og vendte sig. En ny mand spurgte ham om han var Martin Bendix. Han svarede ja, før han havde tænkt sig om. Så tilføjede han: Hvem er De? Fotografen tog et billede til.
    Manden der havde banket Bendix på skulderen præsenterede sig som journalist fra en københavnsk avis.
    - Er detteher lovligt? spurgte Bendix og pegede på fotografen.
    - Selvfølgelig er det lovligt. Hr. Bendix, kan De fortælle noget vi ikke allerede ved? Jeg tænkte, måske må jeg byde på formiddagskaffe?
    - Hvor kender De mit navn fra?
    - Det er ikke så svært at få fat på. Jeg tænkte vi kunne sludre over en kop kaffe eller hvad De nu måtte ha lyst til. De har jo kørt for Annie, og jeg skulle forbandet gerne kunne lave lidt baggrundsstof, lidt om hvordan hun var som menneske.
    Det tog Bendix et stykke tid at ryste journalisten af sig, og i mellemtiden tog fotografen flere billeder. Bendix overvejede at gå hårdt på fotografen og prøve at få filmen ud af kameraet, men det gik op for ham, at de var to mand mod een, og at det ville jo bare give dem mere at skrive om. Hvor havde de hans navn fra? Det var måske ikke så svært i en lille by med snakkesalige betjente. Vidste de at han allerede havde været til forhør to gange? Hvis de havde vidst det havde de vel bedt ham forklare hvad han var blevet spurgt om, snarere end at fortælle noget om den døde pige.
    Bendix spadserede ned til stationen. Det undrede ham virkelig at han havde kørt for hende så sent som forrige søndag. Han havde bestemt husket det som meget længere siden. Men nu dukkede noget op, og det skulle han huske at fortælle hvis de henvendte sig til ham igen - og det gjorde de nok, for der var jo de tre uudfyldte dage i kørebogen at forklare, den havde Enoch slet ikke givet sig tid til at kigge i under samtalen: jo, den sidste gang han havde kørt for hende, - og det havde altså været søndag den ... tredie oktober måtte det blive ... den sidste gang havde hun bedt om at ´blive kørt rigtigt til dørs´. Det betød, at han skulle køre ind i gården og standse lige foran hoveddøren. Han havde lige taget bestik af gårdspladsen før han gjorde det. Der var nogen af de mindre gårdspladser som var så små, at de var svære at vende i. Men han havde rigtigt vurderet, at i Annies forældres gård kunne han lige netop vende vognen uden alt for meget besvær, og han havde kørt hende ´til døren´ som hun havde bedt om. Det skulle han huske at fortælle så de kunne se hans hukommelse ikke var helt umulig.
    Foran stationen stod Rings Taunus, og han tøvede lidt med at gå ind. De havde alle fire været til forhør nu, og de vidste sandsynligvis allesammen, at politiets opmærksomhed i dag samlede sig om ham: Willumsen, Ring, Tove, fru Justesen. Han havde på en måde ikke lyst til at møde nogen af dem, men mindst af alle Ring, hvad grunden så kunne være. Det var Toves vagt, og han kunne forestille sig Ring i en lidt snavende samtale om sagens udvikling. Ring, som sikkert havde kørebogen i orden, og Tove som altid var parat til en lidt hvetydig snak.
    Pludselig begyndte benene at ryste under ham og han måtte hurtigt sætte sig ned på bænken foran stationen. Han havde kun sovet tre timer, og han havde ikke fået andet at begynde den nye dag på end to kopper kaffe, den sidste en kop pulverkaffe, som han havde puttet for meget sukker i. Pølseboden var ikke åbnet endnu. Han tændte en cerut og mærkede benene holde op med at ryste. Om lidt ville han gå ind og købe en stang chokolade i kiosken.