Tænk på et tal

Af Anders Bodelsen

December 1964

Borck var den sidste som forlod banken. Han gik rundt i lokalet og bragte orden i ting, som strengt taget kunne være klaret af rengøringspersonalet næste morgen.
    Efter at have grupperet de syv papirkurve ved bagdøren gik han frem gennem lokalet og standsede ved det store vindue. I den modsatte ende af torvet, foran den længe som var biograf, rejste juletræet sig over biltagene. Foran Borck i bankens vindue sad bankens julenisse med et overflødighedshorn mellem de spredte ben. Ud af overflødighedshornet trillede forgyldte mønter. Så længe banken var åben arbejdede en lille elektromotor med en savende lyd i nissens krop og fik hovedet til at nikke tilfreds. Nissen havde været i banken længere end Borck.
    Der var lidt at gøre endnu. Han tog forskud på næste dag ved at udskifte plastickortene i vægkalenderen og lægge friske forsyninger af bankens tændstikæsker frem på skranken. På det lave bord forrest i lokalet, hvor kunderne satte sig for at udfylde formularer eller vente, opdagede han at der var opstået et syndigt rod. Rejsebureauernes brochurer, som blev lagt frem her, lå hulter til bulter mellem formularer som hørte hjemme i hver sin holder af gennemsigtig plastic. Han satte sig ved bordet og gav sig til at bringe orden i tingene.
    På brochurernes forsider var der farvebilleder af badende eller solbadende brune mennesker. Hvidgult sand, en utroværdig blå himmel. Palmer, små serveringstelte, en kolossal synkende Middelhavssol. Han lagde brochurerne i en ordentlig bunke og trak ubenyttede formularer frem mellem dem. De fleste var pæne nok til at kunne lægges på plads i holderne. Indbetaling på checkkonto, Indbetaling på bankbog, Udbetaling på bankbog. Men enkelte var for krøllede i kanterne og skulle smides væk. Den nye type formularer krævede ikke længere, at man først lagde et stykke carbonpapir imellem. Carbonpapiret var skjult indbygget i forreste arks bagside. I dagens løb fik Borck uvægerligt én i hænde, hvor gennemslaget var ulæseligt fordi nogen havde brugt en formular som underlag til at skrive noget heltandet. Man kunne tit ikke se noget på den talon, som havnede i hans egen kasse. Men på gennemslaget, som blev stemplet og som kunden fik med sig, var der skriblet de besynderligste tal og beregninger, og kunderne beklagede sig, fordi de ikke længere kunne læse deres egne cifre. Borck havde gjort det til en vane at kigge disse ødelagte taloner ud og få dem fjernet.
    Han havde netop fået øje på én, lagt hen over en brun pige i en hvid frotté-soldragt. Papiret bar mærker af, at nogen havde brugt det som underlag og skrevet med usædvanlig stor fingerkraft. Ikke, som almindeligvis, tal, men bogstaver, et par sætninger.
    Han var ved at krølle talon´en sammen, men gav som ofte før efter for en nysgerrighed efter at læse, hvad nogen havde skrevet og måske ikke tænkt sig andre skulle læse. Han foldede distræt formularen ud og betragtede den spinkle blå skrift, der gik på skrå hen over Kontohaverens navn, Reg. nr. og Konto nr. Det varede et stykke tid før det gik op for ham, hvad han læste.
    Ordene var skrevet med blokbogstaver. Store, omhyggelige, barnlige eller måske bare helt upersonlige, blokbogstaver. På skrå, hen over de stiplede linier, hvor kontohaveren skulle have skrevet sit navn og nummeret på sin checkkonto, læste Borck:

DET ER EN REVOLVER JEG HAR I LOMMEN. UDLEVER STRAKS UDEN AT VÆKKE OPSIGT KASSEBEHOLDNINGEN

Uden umiddelbart at forbinde nogen klar mening med ordene, læste Borck de to sætninger et par gange. Den ukendte skribent havde omhyggeligt sat et punktum mellem de to sætninger, men intet punktum til afslutning. Han havde tilsyneladende givet sig tid til hvert enkelt bogstav, for eksempel var hver af de tre g´er omhyggeligt udstyret med en lille nedstreg. Det virkede som om han havde øvet sig på bogstaverne.