Uddrag fra
Gennem regnbuen
Af Thorkild Bjørnvig
Van Gogh i St. Remy, og efter
1
Den lave morgensol tindrede ind gennem celletremmerne
på hospitalet - og han malede den.
Plovmanden gik derude,
sædemanden gik derude,
høstkarlen gik derude -
og han tegnede og malede dem.
Men aldrig tremmerne.
Den intense følelse af tilblivelse og afslutning
trænger sig på ved randen af livet.
Høstkarlen blev for ham at se
et billed på døden, som høster; hveden et billed
på menneskeheden, som segner: Alt i bredt dagslys
i floder af sol, af accept, og intet
at sørge over.
"Mærkeligt at jeg så dette
gennem jerntremmerne i en celle", skrev han i et brev.
Og han malede lidenskabeligt det, som ikke var ham, ikke
hans anfald og angst. Det, som var udenfor ham og cellen: Hveden
murhegnet om marken, cypresserne, bjergene,
solen og månen. Men aldrig de tremmer,
han så den gennem.
2
"Vanskæbne er godt for noget," skrev han også og tænkte
på sit lærred med høstkarlen. Sygdommen levned ham
intet valg: Han malede. Det sker, den som intet har
en kort stund bliver givet alt. Dog, mejes ned under flammende sol
blev ham ikke forundt. "For at skyde ravne-" sagde han, lånte
han en revolver, gik ud samme aften på en mark og skød sig
lænet mod et træ.
|
|
