Uddrag fra
Pagten. Mit venskab med Karen Blixen
Af Thorkild Bjørnvig
Afskeden
Helligtrekongersaften 1954 var jeg igen til middag på Rungstedlund. Der var som sædvanlig ikke andre, og Karen Blixen var ikke i lang kjole, som ellers, men i pjerrotdragt og spotsk og munter. I mellemtiden, fortalte hun, havde hun besøgt min veninde, der for nylig var vendt tilbage til Danmark, i Jylland, men hun havde været delvis stum og havde næsten ikke svaret på noget, og havde siden afvist besøg og skrevet, at hun ønskede at være i fred. Denne aften formede sig nu mest af alt som et grumt satyrspil, Karen Blixen var igen slået om og harcellerede over, at min veninde, som jeg fremdeles ikke så, og jeg ikke lod det blive til noget. Men det undrede hende ikke, sådan som vi var: "De med Deres taabelige Trods og Fejghed, De som ikke tør blande Blod, simpelthen fordi De er bange for at se Blod, og hun, ja, kan De ikke se, at hendes Sjæl ikke er større end en Grønært?" Jeg blev frygtelig ophidset, men var så overrumplet, at jeg var fuldstændig lammet. Og hun talte videre og kom nu med så uhyrlige morsomheder om os, om alt og alle, så jeg meget mod min vilje måtte le og lod mig rive med i en hvirvel af vild og lystig og forfærdelig ironi; ingen så normale ud, og ingen gik fri. Det var den fuldkomne nihilisme, eller djævlemesse, og på en eller anden måde befriede den også noget tilbagetrængt i mig, så jeg i stedet for at protestere endte med at deltage. Jeg husker kun meget lidt, og det er absolut ikke værd at gentage. Pludselig blev hun alvorlig og sagde:
"Men altid er det mig, der har gaaet og tænkt paa Dem og hvad jeg kunde gøre for Dem, og hvordan De har det. Men læg nu Haanden paa Hjærtet og svar: Har De tænkt paa andet end Deres egen Ulykke? Har De nogensinde virkelig tænkt paa mig, hvordan jeg havde det og hvad De kunde gøre for mig?"
Og hvad skulle man sige til det? Det ville have været latterligt at have svaret ja og opregne hvordan, og komisk at have svaret: nej, det har jeg forresten ikke, eller det har jeg sandt at sige glemt. Og, med hånden på hjertet, var der jo også noget om hendes anklage: Er man ulykkelig, tænker man mest på sig selv. Altså sagde jeg ingenting, og det var heller ikke nødvendigt, for nu fik jeg læst og påskrevet med en intensitet, som havde forbandelsens karakter. Karen Blixen havde virkelig evnen til at forbande. Og hvad vil det sige, og hvad sker der ved at blive udsat for det? Så vidt jeg kan se, i al fald rent psykologisk det, at den forbandende fremdrager alt vitterligt tvivlsomt i en, alt slet og ringe og ynkværdigt, gør det til hovedsagen og bagatelliserer og trænger alt positivt i en tilbage, og suggestivt fortæller, at dette ophvirvlede bundfald, dette fugleskræmsel er en slet og ret. Den endelige hidtil undertrykte absolutte sandhed om en selv. Fortæller det på en måde så man tror det til sin inderste marv, som så man sig selv i et usvigeligt spejl. Så er man knust. Derefter med en usigelig om gebærde fejede Karen Blixen resterne af mig sammen og lagde mig i seng.
Dette var sidste gang, jeg besøgte Karen Blixen på Rungstedlund. I de følgende dage havde jeg svære mentale tømmermænd, først og fremmest over de diabolsk-ironiske og galgenhumoristiske udskejelser, som jeg følte havde en nedbrydende og forringende virkning, ikke mindst når de som her indgik en kemisk forbindelse med forbandelsens totale reduktion af ens person. Jeg fornam det et ætsende moment, som om jeg virkelig, uafvidende, men langt fra uskyldig, havde fulgt hendes gamle opfordring og havde besteget kosteskaftet sammen med hende.
|
|
