Uddrag fra
Eventyr
Af Hans Christian Andersen
Fra De røde sko
Der var en lille Pige, saa fiin og saa
nydelig, men om Sommeren maatte hun altid gaae med bare Fødder, for hun var
fattig, og om Vinteren med store Træskoe, saa at den lille Vrist blev ganske
rød og det saa grueligt.
Midt i Bondebyen boede den gamle Moer Skomagers, hun sad og
syede, saa godt hun kunde det, af røde, gamle Klæde-Strimler et Par smaa Skoe,
ganske kluntede, men godt meente vare de, og dem skulde den lille Pige have.
Den lille Pige hedte Karen.
Just den Dag hendes Moder blev begravet fik hun de røde Skoe
og havde dem første Gang paa; det var jo rigtignok ikke noget at sørge med, men
hun havde nu ingen andre og saa gik hun med bare Been i dem, bag efter den
fattige Straakiste.
Da kom der i det samme en stor, gammel Vogn, og i den sad der
en stor, gammel Frue, hun saae paa den lille Pige og havde ondt af hende og saa
sagde hun til Præsten: "hør, giv mig den lille Pige, saa skal jeg være god
imod hende!"
Og Karen troede det var altsammen for de røde Skoe, men den
gamle Frue sagde at de vare gruelige, og de bleve brændte, men Karen selv blev
klædt paa reent og net; hun maatte lære at læse og sye, og Folk sagde at hun
var nydelig, men Speilet sagde: "Du er meget mere end nydelig, Du er
deilig!"
Da reiste Dronningen engang igjennem Landet og hun havde med
sig sin lille Datter, der var en Prindsesse, og Folk strømmede til udenfor
Slottet og der var da Karen ogsaa, og den lille Prindsesse stod i fine, hvide
Klæder i et Vindue og lod sig see paa; hun havde hverken Slæb eller Guldkrone,
men deilige røde Saphians-Skoe; de vare rigtignok anderledes nette, end de Moer
Skomagers havde syet til lille Karen. Intet i Verden kunde dog lignes ved røde
Skoe!
Nu var Karen saa gammel at hun skulde confirmeres, nye Klæder
fik hun, og nye Skoe skulde hun ogsaa have. Den rige Skomager inde i Byen tog
Maal af hendes lille Fod, det var hjemme i hans egen Stue, og der stode store
Glasskabe med yndige Skoe og blanke Støvler. Det saae nydeligt ud, men den
gamle Frue saae ikke godt, og saa havde hun ingen Fornøielse deraf; midt
imellem Skoene stode et Par røde, ganske som de Prindsessen havde baaret; hvor
de vare smukke! Skomageren sagde ogsaa at de vare syede til et Greve-Barn, men
de havde ikke passet.
"Det er nok Blanklæder!" sagde den gamle Frue,
"de skinne!"
"Ja de skinne!" sagde Karen; og de passede og de
bleve kjøbte; men den gamle Frue vidste ikke af at de vare røde, thi hun havde
aldrig tilladt Karen at gaae til Confirmation i røde Skoe, men det gjorde hun
nu.
Alle Mennesker saae paa hendes Fødder, og da hun gik op ad
Kirkegulvet til Chordøren, syntes hun at selv de gamle Billeder paa
Begravelserne, disse Portrætter af Præster og Præstekoner med stive Kraver og
lange sorte Klæder, hæftede Øinene paa hendes røde Skoe, og kun paa disse tænkte
hun, da Præsten lagde sin Haand paa hendes Hoved og talte om den hellige Daab,
om Pagten med Gud og at hun nu skulde være et stort christent Menneske; og
Orgelet spillede saa høitideligt, de smukke Børnestemmer sang og den gamle
Kantor sang, men Karen tænkte kun paa de røde Skoe.
Om Eftermiddagen vidste da den gamle Frue af alle Mennesker
at Skoene havde været røde og hun sagde at det var stygt, at det paasede sig
ikke og at Karen herefter, naar hun gik i Kirke, skulde altid gaae med sorte
Skoe, selv om de vare gamle.
Næste Søndag var der Altergang, og Karen saae paa de sorte
Skoe, hun saae paa de røde - og saa saae hun paa de røde igjen og tog de røde
paa.
[...]
|
|
