Uddrag fra
Eventyr
Af Hans Christian Andersen
Fra Skyggen
I de hede Lande, der kan rigtignok Solen
brænde! Folk blive ganske mahognibrune; ja i de allerhedeste Lande brændes de
til Negre, men det var nu kun til de hede Lande, en lærd Mand var kommen fra de
kolde; der troede han nu at han kunde løbe om, ligesom der hjemme, jo det blev
han snart vant fra. Han og alle fornuftige Folk maatte blive inde,
Vindues-Skodder og Døre bleve lukkede den hele Dag; det saae ud som hele Huset
sov eller der var ingen hjemme. Den smalle Gade med de høie Huse, hvor han
boede, var nu ogsaa bygget saaledes at Solskinnet fra Morgen til Aften maatte
ligge der, det var virkeligt ikke til at holde ud! - Den lærde Mand fra de
kolde Lande, det var en ung Mand, en klog Mand, han syntes, han sad i en
gloende Ovn; det tog paa ham, han blev ganske mager, selv hans Skygge krøb ind,
den blev meget mindre end hjemme, Solen tog ogsaa paa den. - De levede først op
om Aftenen, naar Solen var nede.
Det var ordentlig en Fornøielse at see paa; saasnart Lyset
blev bragt ind i Stuen, strakte Skyggen sig heelt op ad Væggen, ja saa gar hen
ad Loftet, saa lang gjorde den sig, den maatte strække sig for at komme til
Kræfter. Den Lærde gik ud paa Altanen, for at strække sig der, og altsom
Stjernerne kom frem i den deilige klare Luft, var det for ham, som kom han
tillive igjen. Paa alle Altaner i Gaden, og i de varme Lande har hvert Vindue
en Altan, kom Folk frem, for Luft maa man have, selv om man er vant til at være
mahogni! Der blev saa levende oppe og nede. Skomagere og Skræddere, alle Folk
fløttede ud paa Gaden, der kom Bord og Stol, og Lyset brændte, ja over tusind
Lys brændte, og den ene talte og den anden sang, og Folk spadserede, Vognene
kjørte, Æslerne gik: klingelingeling! de har Klokker paa; der blev Liig
begravede med Psalmesang, Gadedrengene skjød med Troldkjællinger, og
Kirkeklokkerne ringede, jo der var rigtig nok levende nede i Gaden. Kun i det
ene Huus, som laa ligeoverfor hvor den fremmede lærde Mand boede, var der
ganske stille; og dog boede der Nogen, for der stod paa Altanen Blomster, de
groede saa deiligt i den Solhede, og det kunde de ikke, uden at de bleve
vandede, og Nogen maatte jo vande dem; Folk maatte der være. Døren derovre kom
ogsaa halv op ud paa Aftenen, men der var mørkt derinde, i det mindste i det
forreste Værelse, dybere inde fra lød Musik. Den fremmede lærde Mand syntes,
den var ganske mageløs, men det kunde nu ogsaa gjerne være at han kun bildte
sig det ind, for han fandt Alting mageløst derude i de varme Lande, naar der
kun ingen Sol havde været. Den Fremmedes Vert sagde at han ikke vidste, hvem
der havde leiet Gjenboens Huus, man saae jo ingen Folk og hvad Musiken angik,
syntes han, at den var gruelig kjedelig. "Det er ligesom om En sad og
øvede sig paa et Stykke, han ikke kan komme ud af, altid det samme Stykke.
"Jeg faaer det dog ud!" siger han nok, men han faaer det dog ikke ud
hvor længe han spiller."
En Nat vaagnede den Fremmede, han sov for aaben Altandør,
Gardinet foran den løftede sig i Vinden, og han syntes at der kom en
forunderlig Glands fra Gjenboens Altan, alle Blomsterne skinnede som Flammer, i
de deiligste Farver, og midt imellem Blomsterne stod en slank, yndig Jomfru,
det var som om ogsaa hun lyste; det skar ham virkeligt i Øinene, han lukkede
dem nu ogsaa saa forfærdelig meget op og kom lige af Søvnen; i et Spring var
han paa Gulvet, ganske sagte kom han bag Gardinet, men Jomfruen var borte,
Glandsen var borte; Blomsterne skinnede slet ikke, men stode meget godt, som
altid; Døren var paa klem, og dybt inde klang Musiken saa blød og deilig, man
kunde ordentlig falde hen i søde Tanker derved. Det var dog ligesom en Trolddom
og hvem boede der? Hvor var den egentlige Indgang? Hele Stue-Etagen var Boutik
ved Boutik, og der kunde Folk jo dog ikke altid løbe igjennem.
En Aften sad den Fremmede ude paa sin Altan, inde i Stuen bag
ved ham brændte Lyset, og saa var det jo ganske naturligt at Skyggen af ham gik
over paa Gjenboens Væg; ja der sad den lige over for mellem Blomsterne paa
Altanen; og naar den Fremmede rørte sig, saa rørte Skyggen sig ogsaa, for det
gjør den. -
"Jeg troer min Skygge er det eneste Levende, man seer
derovre!" sagde den lærde Mand. "See hvor net den sidder mellem
Blomsterne, Døren staaer paa klem, nu skulde Skyggen være saa snild og gaae
indenfor, see sig om, og saa komme og fortælle mig hvad den havde seet! ja Du
skulde gjøre Gavn!" sagde han i Spøg! "Vær saa god at træde indenfor!
naa! gaaer Du?" og saa nikkede han til Skyggen og Skyggen nikkede igjen.
"Ja saa gaa, men bliv ikke borte!" og den Fremmede reiste sig og hans
Skygge ovre paa Gjenboens Altan reiste sig ogsaa; og den Fremmede dreiede sig
og Skyggen dreiede sig ogsaa; ja dersom Nogen ordentligt havde lagt Mærke
dertil, da havde de tydeligt kunnet see, at Skyggen gik ind af den halvaabne
Altandør hos Gjenboen, lige i det den Fremmede gik ind i sin Stue og lod det
lange Gardin falde ned efter sig.
Næste Morgen gik den lærde Mand ud for at drikke Kaffe og
læse Aviser. "Hvad er det?" sagde han, da han kom ud i Solskinnet,
"jeg har jo ingen Skygge! saa er den virkelig gaaet i Aftes og ikke kommet
igjen; det er noget kjedeligt Noget!"
Og det ærgrede ham, men ikke saa meget fordi at Skyggen var
borte, men fordi han vidste, at der var en Historie til om en Mand uden Skygge,
den kjendte jo alle Folk hjemme i de kolde Lande, og kom nu den lærde Mand der
og fortalte sin, saa vilde de sige, at han gik og lignede efter, og det
behøvede han ikke. Han vilde derfor slet ikke tale derom, og det var fornuftigt
tænkt.
Om Aftenen gik han ud paa sin Altan igjen, Lyset havde han
meget rigtig sat bag ved sig, for han vidste at Skyggen vil altid have sin
Herre til Skjærm, men han kunde ikke lokke den; han gjorde sig lille, han
gjorde sig stor, men der var ingen Skygge, der kom ingen! Han sagde: hm! hm!
men det hjalp ikke. [...]
|
|
