Nord for Vatnajøkel

Af Poul Vad

Ved Egilsstad ligger en af Islands sjældne skove, en spinkel birkeskov, hvis lette løv lyste i julisolen. Der er i det hele taget frodigt ved Lagarfljot og trods højderyggene på dens østlige og vestlige side virker den ikke indelukket som selv store søer i Schweiz gør det. Måske skyldes det bevidstheden om Atlanterhavet, der ikke er langt borte, måske - trods de omtalte gråviolette højderygge - fraværet af knejsende tinders og enorme bjergmassivers alt for trykkende nærhed forbundet med forestillingen, som i Schweiz er uundgåelig, om et umådeligt, omgivende kontinent. Lagarfljot er en sø på en ø, vel at mærke en fantastisk ø: som en pil peger søen mod sydvest, i retning af Vatnajøkel.
At jeg så brutalt havde måttet se mine drømme om en ægte klassisk, litterær ekspedition og valfart - nemlig til gården Adelbol i Ravnkelsdal - tilintetgjort, var næsten blevet opvejet blot af følelsen ved at sidde i Landroveren og trille afsted på dens kraftige dæk, der er så velegnede til islandske skærveveje. Jeg måtte tænke på min forgænger som litterær Islandsrejsende, Martin A. Hansen, der havde kørt rundt på øen i en jeep; men naturligvis kunne mit forehavende i ingen henseende sammenlignes med hans, som havde strakt sig over flere uger og ført ham til mange berømte steder og gennem uvejsomme egne. Han havde trodset uvejr og snestorme og havde sammen med sin tegnende rejsefælle som en anden opdagelsesrejsende overnattet i telt og lavet te på en primus. Jeg tænkte med taknemlighed på den gode, civiliserede seng jeg havde sovet i, på de hvide friskduftende lagener og på morgenkaffen med det velsmagende, rigelige brød. Desuden havde han rejst med det formål at skaffe stof til en hel bog om Island; men jeg, hvorfor rejste jeg?

Hansen havde haft sagaerne med som en bagage i sin bevidsthed, en langt tungere og mere omfattende bagage end min - hans rejsebog fra Island vrimler med betragtninger over personer fra sagaerne, som om det er gamle kendinge og familiemedlemmer og især som om det virkelig er historiske personer og ikke karakterer, skabt af forfattere. På det punkt er Hansen altså i overensstemmelse med gammel islandsk tradition, og det har nok passet ham godt. Det er stederne som får sagaens personer til at spring frem i Hansens bevidsthed, for sådan er det nu engang når man rejser i Island. Rejsen til Island er valfarten til en litteratur.

Jeg kender en læsende maler som tog til Firenze for at kunne stå foran det hus, hvor Dostojevskij skrev Idioten. Udmattet af denne oplevelse tilbragte han resten af dagen på en café i selskab med små glas. På den måde gik der en uge. Sådan forsyner vi huse hvor store digtere fødtes, boede eller skrev deres værker med en aura, der forvandler den banale facade til en udtryksfuld hieroglyf. Nogle opsøger grave, som om et genskær af det lys, digternes værker udsender, netop her skulle være særlig synligt. Ved at identificere et punkt i rummet med en åndelig værdi tilskriver vi det betydning, fylder det med en kraft der virker tilbage på os - kultstedets magi. Valfarten er en åndelig øvelse og næsten en slags åndemaneri udøvet af kultiverede turister. For turister - om ikke forskere - er og bliver vi, og Hansen har ganske ret i, som han skriver i rejsebogen fra Island, at »nutidens rejsende er en tvivler, iagttager, forsker, kritiker just på de steder, han frem for alle har tragtet efter at se.«

Det var forestillingen om en sådan valfart der havde ført mig til det sted hvor jeg nu befandt mig. Da jeg ikke kunne valfarte til en digters grav eller til den gård, den præstebolig eller det kloster, hvor Ravnkelssagaens forfatter havde levet og skrevet, måtte jeg valfarte til de egne, hvor hans historie udspiller sig og hvor han dog vel havde færdedes. Så mens skriverne spillede eftertiden et puds med deres anonymitet, gjorde de landet en uvurderlig tjeneste ved at give geografien en imaginær dimension. Når man på sydlandet passerer det skilt, der angiver vejen til Hlidarende, kan man ikke lade være med at tænke på Njals Saga; og selvom man måske ikke, i modsætning til landets egne beboere, husker den indviklede handling i alle enkeltheder og ikke har rede på hvem der slog hvem ihjel, og hvorfor gamle Njal - men han boede jo et helt andet sted - blev indebrændt til trods for at han var så vis og sympatisk, husker man dog i det mindste at det var her, Gunnar boede, der var så ubetænksom at give sin kone en på kassen og siden kom til at bøde grusomt for det, nemlig med sit liv. Landskabet her, den flade slette der strækker sig mod syd så langt øjet rækker, er af en fortumlende skønhed - på én gang storslået og mild - der herefter for altid i min bevidsthed vil danne baggrund for sagaens handling. Og havde jeg ikke på nordlandet stået og kigget ud mod Drangey i Skagafjordens munding mens jeg mærkede pustet fra det nordlige Ishav og med gru i sindet tænkte på, at dér havde den fredløse Gretter boet: med sine lodrette sider og sin affladede overside lignede den et stykke menneskegjort arkitektur placeret med storslået teatralsk effekt; men det var litteraturen der havde opladet den med betydning og symbolværdi; og hvis det ikke havde været for historien om Gretter den Stærke ville jeg sandsynligvis have glemt Drangey, for Island vrimler i den grad med storslåede naturscenerier at det ene så at sige kvæler det andet. Navnet på gården Adelbol fremkalder forestillingen om Ravnkel Frøjsgodes Saga, som næsten lige så godt kunne have heddet sagaen om Adelbol, for i løbet af fortællingen bliver besiddelsen af gården det centrale symbol på den magtkamp, der er beretningens tema.