Kattens anatomi

Af Poul Vad

De fem lig blev båret ind i et telt hvor de blev lagt på rad og række, og den utrættelige frøken Törngren sendte bud efter politimesteren, som sendte bud efter sognerådsformanden, som gav ordre til at de Vildes høvding skulle komme til stede. Bab el Mandeb den Tredje blev tilkaldt men nægtede at forlade sit telt - han havde lagt beslag på et telt til sig selv og havde posteret to af sine betroede mænd uden for - før han fik præstekjolen udleveret. Den havde været til vask og aflusning, og da den næsten var tør blev den bragt til teltet så han kunne iføre sig den. Desværre havde det gamle ærværdige klædningsstykke ikke kunnet tåle den uvante behandling, og stoffet var revnet adskillige steder. Men Bab el Mandeb havde ikke noget valg og måtte bruge præstekjolen, som den var.

I dagens løb havde der samlet sig adskillige nysgerrige, som stod i behørig afstand og betragtede de mærkelige skikkelser, der var blevet hentet ud af godsvognen. Der var bønderkarle, gamle koner og børn i alle aldre. De stod med åben mund og hænderne i bukselommerne og glanede i timevis uden at røre sig af pletten.

Bab el Mandeb dukkede ud af teltåbningen, og ført af en af soldaterne skridtede han afsted mellem teltene. Den lasede præstekjole, fuld af flænger og huller, flagrede om ham, han gik usikkert på benene, der var tynde som pinde, og forsøgte at tillægge sig en værdig holdning ved at løfte det skaldede hoved højt i vejret, mens han stirrede stift frem for sig med sammenknebne øjne i det skarpe lys.

Se ham! råbte en af de landlige tilskuere og begyndte at le. Karlene brast i latter, børnene hylede og konerne peb misbilligende ved synet af det skændige fænomen. Bab el Mandeb standsede, uset af soldaten som fortsatte lige frem efter næsen, stirrede skulende på de larmende tilskuere og rakte en tynd arm i vejret med pegefingeren hævet, som om han mente at kunne påkalde sin Gud under dette fjerne himmelstrøg. En eller anden samlede en sten op og kastede den efter ham. Ram ham, den sorte djævel! råbte de, og snart susede stenene mod den lamslåede patriark, som holdt armene afværgende for ansigtet og vaklede på stedet som om han var ved at blive slået omkuld til trods for at det kun var et par af stenene, der ramte ham. Vagtposterne fik sat en stopper for bombardementet, bønderkarlene stak igen næverne i lommerne og gik fornærmet deres vej, og kun børnene og konerne blev tilbage.

Bab el Mandeb blev ført ind i teltet, hvor politimesteren, sognerådsformanden, frøken Törngren og Bøje Thompson ventede ham.

Der er desværre død fem af jeres folk, sagde sognerådsformanden. Jeg går ud fra at Deres velærværdighed vil tage sig af begravelsen, men kunne det ikke gøres lidt diskret?

Bøje Thompson oversatte til engelsk. Bab el Mandeb så hånligt på dem og sagde, I har slået dem ihjel, I må selv begrave dem.

Naturligvis, råbte frøken Törngren, patriarken har ret. Det er vor kristne pligt at foretage begravelsen.

Tøv nu lidt, sagde politimesteren bistert, jeg har fået besked på fra højeste sted at alt skal foregå så diskret som muligt. Der bliver i hvert fald ikke nogen begravelse på kirkegården med præst og graver og hvad ved jeg. Spørg ham, om han ingen ønsker har med hensyn til begravelsen.

Vi har kun eet ønske, sagde Bab el Mandeb, at de bliver begravet i deres hjemlands jord. Og når det ikke kan lade sig gøre, kan resten være lige meget. Deres sjæle er med os, og dem skal vi nok tage os af og hjælpe op til Gud. Gør med de døde legemer, hvad I vil.

Jeg tror godt, vi kan opgive videre forhandling, sagde Bøje Thompson. Jeg har nu rejst sammen med Bab el Mandeb, som hans navn er, i ugevis og kender ham temmelig godt. Hvad han har sat sig i hovedet kan vi ikke lave om på.

Sognerådsformanden kløede sig i nakken og sagde, Lad ham så bare gå. Vi skal nok ordne den sag i det stille. Hvad rolle spiller et par stykker fra eller til af de sorte djævle? Dem kan vi nok få til at forsvinde uden at det går op for nogen, og jeg har allerede fundet ud af hvordan vi skal gribe det an.

Jeg har jo loven at holde mig til, sagde politimesteren værdigt. Det må gå lovligt til.

Javel, sagde sognerådsformanden, loven gælder for os, og du skal se til at ingen bryder den. Men du vil vel ikke bilde mig ind at den gælder hvem som helst vi får sendt på halsen fra det indre Afrika eller alle mulige andre steder?
Ja det ved jeg ikke, sagde politimesteren, det må jeg først spørge om i justitsministeriet.

Skal vi så have de lig til at ligge her og gå i forrådnelse indtil en eller anden kontorius i København finder frem til en paragraf der gælder det hersens tilfælde, hvis sådan en paragraf overhovedet findes? Har du ikke selv fået besked på at det hele skal foregå så ubemærket som muligt? Hvis først du sætter dig i forbindelse med justitsministeriet, så kan du være sikker på at hovedstadspressen nok skal få fat i historien. Og så vil jeg nødig være politimester.

På en måde, sagde politimesteren eftertænksomt, på en måde eksisterer de jo slet ikke. Så vidt jeg ved, døde de før de fik ring om benet. De har altså ikke noget nummer og er ikke registreret noget sted, og når de ikke er registreret, falder de ikke ind under min myndighed. Men derfor er det nok alligevel bedst at gå frem med forsigtighed, og jeg vil foretrække ikke at kende noget til noget som helst, hverken dødsfald eller begravelse.