Rubruk

Af Poul Vad

Slugten snævredes ind. Luften virkede klam. Nøgne fjeldknuder, forrevne klippeblokke og kæmpemæssige sten der lå hist og her gjorde skoven vild og dyster. Munken Rubruk, kommet dertil fra det fjerne Vesten, vandrer imidlertid ufortrødent videre. Han har nemlig lagt sin skæbne i den almægtiges hænder, som han tror fuldt og fast på, og selv om han påvirkes af omgivelserne, og lyset, og er trykket af den ensomhed han nu har talt i mange dage, og som her nemt tilspidses i en følelse af yderste forladthed, af hensigtsløs og forvildet flakken omkring, mister han dog ikke modet men går trøstigt videre, mens lyset stadig svækkes fordi solen, som ikke er synlig her fra kløftens bund, allerede står lavt på himlen. Derfor standsede han heller ikke op, og sagtnede endda knap nok farten, da han fik øje på den grå ulv, men fortsatte lige ud idet han tog angsten i hånden og talte beroligende til den.

Tænk på Hieronymus og løven, hvor farligt et dyr løven er. Eller er der noget frygteligere dyr end mennesket? Hvorfor tager du sådan på vej over en ulv? Ja, hvis det havde været en hel hylende ulveflok, så kunne jeg endda forstå dig, men een ulv!

Sådan undgik han at angsten sprang op og greb ham i struben.

Det var en anselig ulv. Den havde en tyk, strittende, grågul pels og dens ben var høje og kraftige. Den stod ikke stille, kun en gang imellem, et lille øjeblik. Ellers travede den frem og tilbage, frem og tilbage, med åbent gab som en enorm tunge hang langt ud af, og skulede mod Rubruk med ondskabsfulde øjne, mens den tungt hængende, tykt buskede hale svingede fra side til side med uregelmæssige, hastige bevægelser eller pludselige slag, som mere end alt andet fik Rubruk til at knuge angstens hånd så hårdt, at han selv var ved at få krampe i armen af det.

Undskyld mig, men jeg har et ærinde herinde, i denne skov, og skal nødvendigvis denne vej.

Den ulv var virkelig styg. Det skyldtes først og fremmest at den udstrålede fejg ondskabsfuldhed, noget lumsk, upålideligt, som i forbindelse med kroppens brutale kraft og de store tænder gjorde den ikke blot farlig at se til men samtidig direkte frastødende, som om den selv var sig en eller anden skændsel bevidst, og nød det.

Hastigt nu, rundt og tilbage, ind mellem træerne, raslende i skovbunden, i det grå halvmørke skinner dens øjne stadig, og slår dens buskede hale en sidste gang, vistnok, for den er allerede borte og har kun efterladt, her imellem træerne, en næsten umærkelig lugt, ram, bitter og modbydelig, som nu også allerede er passeret.

Rubruk åbnede den sammenknugede højre hånd, tørrede sveden af pande og kinder og smilede forlegent for sig selv.

Og så kunne han gå videre, gennem denne skov som udfyldte den smalle kløft i hvis bund floden strømmede, og hvor det grå lys virkede så ældet, så uopslideligt, og formælede sig fuldkomment med de nøgne klippeknuders stivnede konvulsioner og de væltede træers langsomme rådnen.

Han havde en fyrrekogle i hånden.

Den grå kutte Rubruk var iført smeltede i halvmørket sammen med omgivelserne. Hans gang var lydløs som et dyrs. Han følte sig let om hjertet og vel tilpas.

Noget senere opfangede han de første svage lyde, som klang rytmisk og regelmæssigt, forstummede, og begyndte igen. Dalen videde sig ud, gjorde forberedelser til en lysning, og klangen af jern mod jern lød højt og fik ham til at fremskynde sine skridt. Nu et varmt skær mellem stammerne, flakkende forude, og idet han vandrede forbi de sidste træer fik han øje på hytterne under fjeldhanget, og ildstedet, som et par skikkelser bevægede sig omkring, og blev overrasket over græssets kraftige, mørkt grønne farve og luftens dybblå skær, som brat afløste den grånen hans øjne havde vænnet sig til og som han allerede havde nået at indstille sig på, for resten af livet, om så skulle være.