Af Dybets Lovsang

Af Martin Andersen Nexø

Uddraget er fra novellen "Flyvende sommer"

Det var tilsyneladende en ganske almindelig Dag. Solen skinnede med en egen løssluppen Glæde, der gik ustyrligt igen i Boligernes Spurveflokke; ellers var alt som det plejede. Klokken fem om Morgenen var Moderen gaaet paa Arbejde som sædvanlig; Klokken seks bankede Nabokonen Madam Hygum i Væggen, og de to Drenge stod op og begyndte Dagen med godt Humør. Peter gjorde Stuen i Orden efter Natten og hentede Dagens Varer hjem for Grønthandleren, mens Karl var omme i Ryesgade og tog de værste Trapper for Aviskonen.

Nu var Morgenpligterne til Side, og de sad i det trange Køkken og aad deres Fedtebrød. Friskheden var det ogsaa forbi med, de pludrede ikke sorgløst og sparkede med Benene i ørkesløs Trang til at være beskæftigede, men sad og hang trægt over Fedtebrødet - som havde de pludselig opdaget det meningsløse i at gaa paa. Farten var løbet af dem! Heller ikke det var noget usædvanligt, det samme gentog sig hver Dag ved denne Tid; det kom over dem som en pludselig Afslappelse af alting.

Det var ikke Træthed. De var allerede godt hærdede, og Morgenens Anstrængelser virkede blot som en munter Optakt til Dagen. Der var Hundreder af lige herlige Anvendelser for hver af Dagens Timer, altsammen med dem selv og det lille fattige Hjem som Formaal. En hel lille Verden havde de og Moderen efterhaanden skabt sig midt i Tomheden, dyrekøbt sat sammen af Affald fra det store Solsystem; den var ikke med i Helheden men gik sin egen Vej i Rummet - ved egne fattige Midler; det kostede en aldrig svigtende Anspændelse at holde den oppe - og fri af Sammenstød. I deres smaa oprakte Hænder bar de allerede Broderparten, og følte sig lykkelige derved.

Men nu for nylig havde en stor Haand rakt efter dem udefra, de havde ikke Lov at flakkeløst om længer, men skulde ind under Systemet. Det var første Gang de mærkede, at nogen havde Tanke for dem og deres, og foreløbig ytrede Medfølelsen sig gennem den modbydelige Tortur, at de hver Formiddag maatte sidde stille i nogle Timer paa en Bænk og indaande Støvet af, hvad andre havde udrettet gennem Tiderne, mens alt deres eget fik Lov at gaa i Staa. Dette Indgreb havde tilmed Krav paa at blive opfattet som en Velgærning. Om Eftermiddagen naar de slap ud, havde Arbejdet hobet sig forsvarligt op, og de satte paa Hovedet ud i det og skyllede Støvet af sig.