Uddrag fra
Pelle Erobreren: Barndom
Af Martin Andersen Nexø
Uddraget er fra det sidste kapitel af
Endnu blev der snakket om det hver dag, den korte tid der var igen! Lasse som bestandig havde gået med opbruddet i sig, og kun var blevet og blevet gennem årene fordi drengens vel krævede det - han var så træg i det nu da intet holdt ham tilbage. Han ville jo nødig give slip på Pelle og gjorde alt for at holde på ham; men begive sig ud i verden igen ville han ikke for nogen pris.
"Bliv her du!" sagde han overtalende. "Så snakker vi med fruen, og hun skal nok fæste dig for en ordentlig løn. Du har jo både kræfter og håndelag - og set venlig til dig har hun altid!"
Men Pelle ville ikke tjene bonden, der var ingen anseelse og fremgang i det. Et eller andet stort ville han være; men her på landet var der ingen udvej for noget - her fik man gå bag rumpen på kørne alle sine dage. Han ville til staden - kanske videre fort over havet til Kongens København.
"Du skulle tage med du!" sagde han. "Des fortere bliver vi rige og kan købe os en stor gård!"
"Ja ja," sagde Lasse og nikkede langsomt - "du taler godt for din syge mor! Men det går nok ikke altid til som præst præker. Vi kan komme til at stå på bar bakke! hvad ved én vel om fremtiden du?"
"Å jeg skal nok -!" Pelle nikkede fortrøstningsfuldt. "Kan jeg ikke tage fat på hvad som helst måske?"
"Jeg har jo heller ikke sagt op i tide," undskyldte Lasse sig.
"Så røm da!"
Men det ville Lasse ikke.
"Nej jeg vil blive, og arbejde på at få mig noget for mig selv herinde omkring," sagde han - lidt vigende i tonefaldet. "Det vil også være rart nok for dig at have et hjem, du kan besøge iblandt. Og skulle det gå skidt for dig derude, var det nok ikke det værste at have noget at falde tilbage på! Du kunne blive syg, eller der kan hænde andet galt - verden er ikke at lide på. Derude får én nok have hård hud over det hele."
Pelle svarede ikke. Det med hjemmet lød hyggeligt nok; og han forstod godt, at det var Karnas person der tyngede den anden ende ned. Nå, hun havde gået alt hans tøj efter nu til udfærden, og et skikkeligt skrog havde hun altid været - han havde ikke noget imod det!
Det ville blive svært nok at leve borte fra Far Lasse, men Pelle måtte ud. Ud! - det var som foråret smældede ham om ørerne med det ord. Her kendte han hver sten i landskabet og hvert træ - ja hver en kvist på trærne med; her fandtes intet mere, der kunne fylde hans blå øjne og slugøren og mætte hans sind.
Dagen før første maj gik de og ordnede Pelles udstyr. Lasse lå på knæ foran den grønne kiste; hvert stykke blev lagt omhyggeligt sammen og fik sine bemærkninger, inden det kom i lærredssækken der skulle tjene Pelle som rejsekuffert.
"Husk nu, at du ikke går for længe med dine hoser før du bøder dem!" sagde Lasse og lagde stoppegarn til side. "Den der går sit tøj efter i tide, slipper for det halve arbejde og hele skammen."
"Jeg skal nok huske det," sagde Pelle stille.
Lasse lå og vejede en sammenlagt skjorte i hånden. "Den du har på har du jo lige fået ren," sagde han tankefuld. "Men jeg kan ikke vide - - to skjorter bliver vist for lidt i det fremmede? Du får have min den ene; jeg kan altid få gjort udvej til en ny, til jeg skal skifte. Og længer end fjorten dage må du aldrig gå, at du ved det! Du som er ung og sund kunne let sanke utøj og blive til spot og spe for hele staden; sådant tåles ikke hos den der vil vinde frem til anseelse. Skulle galt være får du selv stille an med en lille vask; du kan jo gå til stranden om aftenen - om ikke andet!"
"Går man med træsko i staden?" spurgte Pelle.
"Ikke de som vil frem til noget! Jeg tænker, du lader mig beholde træskoene og får mine støvler i stedet; de pynter altid sin mand, om end de er gamle. Dem kan du så bruge på vandringen i morgen, og skåne de fine sko."
Det ny tøj kom øverst i sækken, med en gammel bluse om for at det ikke skulle tage mod snavs.
"Nu tror jeg nok, vi har fået alting med," sagde Lasse og kastede et undersøgende blik ned i den grønne kiste; der var ikke meget tilbage i den. "Ja ja, så binder vi i Guds navn, og ber til at du må komme godt frem - hvorhen bestemmelsen nu er!" Lasse bandt for sækken, han var slet ikke glad.
"Du ber jo pænt farvel med hver især på gården, at de ikke skal få noget at rive mig i synet bagefter," sagde Lasse efter en stund. "Karna ville jeg nu gærne, at du sagde lidt vakkert tak, fordi hun har ordnet alting så godt. Det var ikke enhver, der ville have det drav."
"Ja det skal jeg nok," sagde Pelle sagte; hans stemme ville ikke rigtig bryde igennem i dag.
|
|
