Det forsømte forår

Af Hans Scherfig

Der er et vækkeur, der ringer ude i mørket.
    Man er ikke med det samme klar over, hvad det er. Man føler bare et stærkt ubehag. Det gør helt ondt.
    Og så ved man pludselig, at det er vækkeuret. Man er vendt tilbage til jorden. Man var langt langt borte. Man drømte noget, men nu kan man ikke huske, hvad det var. Og det kimer larmende derude i mørket og kulden. Det er en ny dag der begynder for jordens børn.
    Man har ligesom kvalme af søvnighed. Det ville være så velsignet at vende sig om under den varme dyne og svinde væk. Lade sig synke tilbage i ubevidstheden. Måske kunne man rekonstruere den drøm, man havde.
    - Men så skynd dig dog at stå op! - råber en stemme. - Den er over halv. Du kommer for sent. -
    Og så må man tænke intensivt på det nærværende. Lad os se, det er matematik, man skal have i første time, og man må lige gennemgå det endnu en gang. Man må tvinge sig til at huske, hvordan det nu er, det hænger sammen. Forstå det kan man ikke. Men man må huske, at når to sekanter skærer hinanden er produktet af den ene sekant og dens uden for cirklen liggende stykke lig produktet af den anden sekant og dens uden for cirklen liggende stykke, og tangenten er mellemproportional mellem hele sekanten og dens uden for cirklen liggende stykke. Det kan under et udtrykkes således, at når en cirkel skærer flere rette linier, der ud går fra samme punkt, er produktet af de to stykker, der afskæres på hver linie, regnede fra det faste punkt fil et af cirklens skæringspunkter, det samme for alle linierne, og dette produkt kaldes punktets potens med hensyn til cirklen. Ved at trække linien gennem centrum ser man let at - - -
    - Man læser ikke, når man spiser! Så har man ingen nytte af maden. Der var tid nok i går til at læse på lektierne, men da havde du så travlt med at lege med noget. Du sagde, at ork, du kunne det hele. Sådan er det altid! -
    Der står et ur på skabet i spisestuen, og mens havregrøden spises, drejer viseren sig. Man sluger grøden og brænder sig men der er ikke tid til at spise den roligt.
    Man går ikke til skole. Man løber. Gennem mørket og regntågen. 200 små mænd løber imod det samme mål. Fra alle kanter af byen styrer man mod den grå bygning på Frue Plads.
    Man holder øje med de ure, der findes på vejen. Man ved nøjagtigt, hvad klokken skal være på rutens forskellige punkter, og møder hver morgen de samme mennesker på bestemte steder. Folk, der går til kontor. Børn, der går til andre skoler. Hver eneste dag ser man dem, og kan anstille sine beregninger angående tiden efter dem.
    Gennem våde gader tramper 200 drenge. De slæber deres lærdom med sig i tasker og mapper og rygsække, så de er helt skæve af lærdom. Plangeometri og verdenshistorie og latinsk grammatik og franske læsestykker og engelsk begynderbog og Cæsars gallerkrige og Sundorphs fysik og Weiss´ kemi og Kroghs fysiologi og Kapers stiløvelse og Luthers katekismus. De puster under byrden af kultur og dannelse og penalhuse og stilebøger og regnehæfter.
    Af sted, af sted gennem gaderne jager de. Gennem novembertågen og mørket. I regnslag og fedtlæderstøvler. En har et stykke smørrebrød i hånden, som han ikke nåede at få spist derhjemme. En har en matematikbog og læser, mens han løber. - Se dig dog for, dreng! -
    Nogle bor så langt væk, at de må køre med sporvogn og har månedskort i en snor. Og de sidder i den overfyldte morgensporvogn og læser gallerkrige og tysk. Nogle styrer på cykler igennem trafikken. Foran sporvogne og biler på den fedtede asfalt. Penalhuset rasler i deres rygsæk, og madpakken bliver flad mellem bøgerne. Af sted, af sted.
    Der står en lærer og lurer på dem, der kommer for sent. Præcis på slaget skal porten lukkes, så de forsinkede bliver nødt til at ringe med den larmende portklokke. Pedellen sidder nede i sit lille aflukke og åbner porten ved hjælp af en sindrig mekanisme. Og de forsinkede sniger sig ind, røde og våde og forpustede. Og den lurende lærer farer frem og smækker dem lussinger. Hans øjne lyner bag brillerne. Den voksne mand er forbitret og rasende over forbrydelsen.
    Man samles i salen til lovsang. Tæt presset sammen står drengene på den ene side. På den anden side står lærerne og vogter på, om nogen læser over på lektien under sangen.
    Det lugter af vådt tøj og fedtelæder og gammelt madpapir. Det damper fra den store runde kakkelovn. Der driver em ned ad vinduerne.
    Og så toner sangen ud over Frue Plads og op til Vorherre.

Den signede dag med fryd vi ser af havet til os opkomme. Den lyser på himlen mer og mer os alle til lyst og fromme. Det kendes på os som lysets børn, at natten hun er nu omme.

Den unge adjunkt Lassen synger med meget høj frejdig stemme og dvæler længe på tonen. Man kan høre ham over alle de andre. Rektor ser ned i salmebogen og bevæger sin lillebitte mund, som om han også sang med. De andre lærere stirrer bare vagtsomt over på drengene.
    Ude på de tomme gange hvor det våde overtøj hænger og damper, står den inspektionshavende lærer i en krog og lurer på bytte. Og når dørklokken skramler, og pedellens åbnemekanisme raslende sættes i bevægelse, farer han frem og slår den forsinkede synder i ansigtet.