Uddrag fra
Idealister
Af Hans Scherfig
Der ligger en mand i en himmelseng og forbereder sig på at falde i søvn.
Han har trukket gardinerne, som er af svær god damask fra hans egen forretning, for sengen. Og han ligger behageligt i gode hørlærreds lagener på en fortrinlig puma-springmadras med en blød let kanal-dundyne over sig. Og både puma-madrassen og kanal-dynen er fra hans egen fabrik, og lagenerne fra hans eget væveri.
Han er en virksom mand, som har arbejdet sig frem og op og selv har skabt sin store landsomspændende forretning. Han var engang en simpel uld-jyde, som gik på landevejen med sin bylt. Nu er han grosserer og fabrikant og godsejer og sover i himmelseng på et historisk slot.
En hær af uldhandlere berejser landet og sælger hans undertrøjer. Og når trøjerne er slidt op og er blevet til gamle klude, bliver de indsamlet og opkøbt af en lige så stor hær af klunsere og produkthandlere. Og kludene bliver sendt til klædefabrikken ved Præstø, hvor de bliver revet og flået i sindrige maskiner. Møbelstoffer og uldtrøjer og gardinstumper og gamle silkestrømper og laser bliver ensartet fnug og krads, som igen kan spindes og væves og farves og blive til blåt klæde, som igen sys til de berømte jernstærke marinebenklæder.
Små beskedne butikker rundt om i landets provinsbyer sælger hans strømper og bændler og vanter og duge og gardiner og blonder. Hans lille fordringsløse julekalender med bibelsprog og nyttige ord og markedsfortegnelse og drægtighedstabel hænger i de tusinde hjem.
Han bor på et slot med volde og grave, hvor en uægte søn af Christian den Fjerde i sin tid var en gæstfri vært for den svenske krigsmagts officerer, og hvor selve Karl den Tiende Gustav har overnattet.
Han ejer marker og moser og store skove, hvor Svend Gønge og hans snaphaner engang holdt til og forulempede fjenden ved idelige overfald på hans forsyningskolonner.
Han er en foretagsom mand, som køber gårde op og lægger dem til sit gods. Og loven, som forbyder sammenlægning af bondegårde, gælder ikke, når han bare sørger for at sætte en karl som bestyrer og en kalv som besætning på de indlemmede gårde.
Han er en mægtig mand, som holder trådene i sin hånd og råder over mange menneskers vel. Men han er beskeden og fordringsløs og ydmyg overfor forsynet, som har ladet det gå ham så godt. Han har været kirken en god mand og har støttet og hjulpet menighederne og bygget missionshuse rundt om på sit gods. Og han har en lille bedeskammel stående i sit sovekammer, hvor han morgen og aften knæler på en stramaj-pude med en hvid due på blå bund og takker og ydmyger sig over for sin gud.
Han ligger i mørke i sin historiske himmelseng og resumerer dagens begivenheder. Engang har svenskekongen Karl Gustav ligget i den samme seng og tænkt over tingene. Og måske kan der igen bryde krig ud i verden. Og måske er det klogt, at han i tide er begyndt at opkøbe heste, mens de er billige.
Og han tænker også på et mausolæum, som han har ladet sig bygge i et hjørne af landsbyens kirkegård. En gravhøj i gammel stil, foret med glaserede kakler og med bronzedøre og smedejernsgitter og marmor-sarkofag. Her skal han ligge engang og vente på dommens dag og den sidste basun.
Lykkeligst at hvile på er fuldendte gerning. Men jeg beder dig så inderligt, kære Gud, lad mig leve og virke endnu i mange år! Og hvorfor skulle han ikke leve?
Der er nogen, der ånder ude i mørket. Ganske svagt hører han et menneske ånde. Og han bliver kold af angst, og hans tanker står stille. Hans aftenbøn er gået i stå. Han lytter ud i mørket, og der er nogen, der ånder uden for hans seng.
Han har ingen stemme mere og intet spyt i munden. Han vil sige: Julie, er det dig? Men det bliver ikke til noget. Og det kan heller ikke være Julie. Hans kone sover i et andet værelse. De har igen haft skænderi og scene, og hun truede med at rejse. Hun har så dårlige nerver, hans adelige frue. Å, Gud! Jeg har vel heller ikke været god mod hende. Tilgiv mig! Nej! Nej! Nu rolig! Ganske rolig!
Det ånder derude. Ganske sagte. Der er et menneske i værelset. Og han samler sine kræfter og rejser sig langsomt op i sengen. Og den fortrinlige puma-springmadras knirker ikke.
Han står langsomt ud af sengen og bevæger sig frem i værelset. Og ude i mørket støder han på et menneske.
De siger ikke noget. De giver ingen lyde fra sig. Og de kan ikke finde hinanden i mørket.
Han snubler over bedeskamlen og tager den og slynger den mod noget. Og han bliver selv ramt af noget andet. De to i mørket tumler rundt uden at se. Og han bliver holdt fast og omklamret. Og nu vil han kunne skrige om hjælp. Men nogle hænder trykker hans hals sammen. Det suser for hans ører. Han tænker på sit mausolæum og meget andet. Og han har mærkelige drømme og mareridt i de få sekunder, før han dør.
|
|
