Uddrag fra
Den forsvundne fuldmægtig
Af Hans Scherfig
Når middagsbladet kl. 11 blev afleveret i krigsministeriets 14. afdeling, blev det uden protest fra de andre på kontoret først åbnet og læst af den unge sekretær Hougaard, hvis far i sin tid havde været statsrådssekretær.
Efter endt læsning overrakte han bladet til frk. Lilienfeldt, idet hendes far var oberst, således at hun kom nærmest i rangfølge efter hr. Hougaard. Og således gik bladet på omgang og blev læst af alle på kontoret i den rækkefølge og orden, der svarede til hver enkelts afstamning og rang.
Den post, der ankom til krigsministeriets 14. afdeling, blev behandlet efter sædvanebestemte og urokkelige regler. Det var breve af meget forskellig art og beskaffenhed, der ankom. Og brevene blev åbnet, sorteret, journaliseret, påtegnede, stemplede og læst efter et ganske bestemt system og i en nødvendig og lovbunden rækkefølge.
Nogle breve angik rigets forsvar. Der var skrivelser, der var livsvigtige for nationens sikkerhed. Og der var breve af sekundær betydning, som f. eks. en regning fra en glarmester angående en nyindsat vinduesrude, idet der på grund af manglende påpasselighed fra kontor-personalets side ved anbringelsen af en vindueshaspe var sket det uheld, at en af ministeriets ruder var gået itu, idet vinden havde foranlediget, at bemeldte vindue havde smækket.
Der var breve og ansøgninger og forslag og projekter, der skulle gå videre til departementschefen eller til forsvarsministeren. Og der var skrivelser, som skulle besvares af kontorchefen. Der var skrivelser, som slet ikke skulle besvares, men returneres, efter at de var forsynede med en passende vedtegning, og efter at løbenummer og journalbetegnelse var konstateret.
Man havde et særligt alfabet - et system af bestemte tegn og hieroglyffer - som kontorchefen anbragte på skrivelserne med rød eller blå blyant, og som for de indviede angav, hvilken videre behandling, der skulle blive vedkommende skrivelse til del.
Af denne grund er det forståeligt, at et brev, der er adresseret til krigsministeriets 14. afdeling, nødvendigvis må henligge en tid og gennemgå en vis proces, inden det kan blive læst, og inden det kan blive besvaret.
Morgenen efter, at fuldmægtig Amsted var forsvundet, ankom der med posten et brev til kontoret, der var stilet til kontorchefen personlig. Denne omstændighed bevirkede, at det nåede frem til ham betydeligt hurtigere end andre breve, der var ankommet på samme tid. Men på grund af det særegne og bestemte system ved postens gennemgang måtte der alligevel nødvendigvis gå det meste af en uge, inden det blev læst af kontorchefen.
Det var øjensynligt, at brevets indhold havde gjort et usædvanligt indtryk på ham. Hans stemme var helt hæs, da han kaldte fuldmægtig Degerstrøm ind på sit private kontor og bad ham tage plads.
- Der er sket noget. Noget uhørt og utilbørligt - noget, der angår kontorets - ja - ministeriets ære. -
Fuldmægtig Degerstrøm lyttede anspændt.
- Jeg anser det for min pligt at meddele Dem det. Så meget mere som det efter min overbevisning dog ikke i længden kan forblive ubekendt for en større offentlighed - - fuldmægtig Amsted er død. -
- Er han død? - Fuldmægtig Degerstrøms første tanke måtte naturnødvendigt være, at så blev han den nærmeste til at avancere, når kontorchefen engang havde nået en passende alder. Her på kontoret ventede alle tålmodigt på, at tiden skulle gå. Kun ved hjælp af tiden kunne han nå højere op i graderne.
- Han er død på en vanærende måde. Han har taget sit eget liv. Jeg sidder her med et brev, som han bar stilet til mig personlig, og hvori han har anset det for magtpåliggende at meddele sine bevæggrunde til det skridt, han har foretaget.
Han meddeler først, at man ikke under disse omstændigheder kan forvente at se ham igen på kontoret. Nøglen til hans skab og til hans skrivebordsskuffe vil være at finde i hans hjem i Herluf Trollesgade. Når han har fundet det påkrævet at meddele sit selvmord hertil, er det på grund af den særlige fremgangsmåde, han har anvendt. Idet det efter hans antagelse ikke vil lade nogen mulighed åben for at identificere hans lig. - Han har sprængt sig selv i luften derved, at han har fyldt ikke blot sine lommer med dynamit, men også sin hat og sin mund -
Det er altså ham - ham på Amager fælled -
- Ja. Det er ham. Det er ham, som aviserne har skrevet alt det om. Og nu vil også kontoret her blive nævnt i forbindelse med denne skandale. -
- Men du gode Gud! -
|
|
