Uddrag fra
Lime's billede
Af Leif Davidsen
Man ved aldrig, hvornår tilværelsen ramler og der bliver vendt op og ned på livet der et øjeblik er trygt og velkendt for i næste øjeblik at være et mareridt, hvor man synes at løbe på stedet i slowmotion, mens man forsøger at vågne og vende tilbage til virkeligheden. Men virkeligheden er drømmen. Man føler sig sikker, mere end halvvejs henne i livet, lykkelig i det vanlige, taknemmelig over at man nåede at finde kærligheden selv om det var sent. At man satte det barn i verden der ville videreføre slægten. Måske en gammeldags holdning, men kontinuiteten spillede en rolle for mig der på kanten af de 50 måtte erkende, at jeg nu var tættere på døden end på fødslen.
Det begyndte med en bippen på mobiltelefonen. Jeg skulle ikke have taget den, men jeg kunne ikke lade være. Man ved aldrig hvad der venter i den anden ende af røret. Lykke, ulykke, forretninger, regninger, falske opkald, døden, måske et vendepunkt. Hvad man ville gå glip af, ved man jo ikke, men selv om jeg var blevet ældre var jeg ikke blevet for gammel til at tage de opgaver og chancer der dukkede op. Det var ellers kommet lidt med alderen. Leden og samvittigheden. Jeg skriver de danske ord og ser dem for mig på min bærbare, PCs hvide skærm og undrer mig over hvor let de kommer, når jeg nu i så mange år har talt og især skrevet på engelsk og spansk. Men det virker forkert at bruge et fremmed sprogs ord når jeg nu forsøger at skrive mere end bare en kort artikel, en billedtekst, et memo eller et kærestebrev.
Jeg lå på maven og følte solen brænde på ryggen. Jeg lå akavet på den forvitrede klippegrund hvor små sorte sandskorn trods højden fra stranden var blæst op og havde fundet ly i hver en sprække. Jeg lå som en snigskytte i Bosnien og trak vejret roligt og langsomt mens jeg mærkede solen gennem den tynde, lyse T-shirt og de blå jeans og i nakken hvor den hvide solhats kant sluttede. Bag mig rejste brune, afsvedne bjerge sig. Hvis man fulgte dem videre ind i landet ville man opleve, hvordan de voksede i størrelse og blev høje og utilnærmelige, men her ude ved kysten var de blidere og alligevel brændt brutaleog golde af solen og mærket af vinden der om vinteren kommer køligere og kraftigere ude fra Middelhavet end man tror.
|
|
