Uddrag fra
Den troskyldige russer
Af Leif Davidsen
Jeg holdt om hende, indtil politiet kom. Det var to militsbetjente. De kastede et blik på soldaterne fra den russiske garde og kosakkerne, så gik de tilbage til patruljevognen. De satte sig ind i den gamle bulede Lada og kaldte over radioen. De blev siddende, indtil der kom forstærkning.
Forstærkningen bestod af en sort Volga med tre civilklædte mænd og Joe Kanitsky.
Han kom over til os. Jeg havde anbragt både Svetlana og Andreas på en bænk. Andreas havde opkast ved mundvigene og Svetlana var gustenbleg. Hun tog Andreas i hånden og hvilede sit hoved på hans skulder. Stakkels mand. På alle måder. Det var en søsters kærtegn, ikke en elskers. Vi sagde ingenting. Smerlov lå stadig på jorden i smerter, men nogle af hans mænd havde lagt ham mere behageligt og dækket ham til med et par uniformsjakker. De to kosakker sad for sig selv på jorden. Den blodige sabel lå ved siden af Igors døde krop. Kun en lille gruppe nysgerrige var blevet tilbage.
"Sikken et roderi, hva´ Felix?" sagde Joe på engelsk. "Sikke et forpulet roderi!"
Jeg nikkede bare.
"Men det fikser Joe," sagde han. "Det vil koste lidt. Men Joe fikser det."
"Joe fikser alt," sagde Svetlana tonløst.
"Det kan du sætte dine sparepenge på, baby. Men det koster. Så nu skylder du også, Felix," sagde han.
Han gik over til de tre civilklædte betjente. Joe slog ud med armene og pegede over på os. Jeg følte mig helt tom indeni. Irakere eller ikke irakere. Nu ville jeg væk. Jeg ville hjem. Jeg havde fået nok.
Joe kom over til os.
"Okay. Her er dealen," sagde han på sit accentfyldte, langsomme russisk. I går tilbage til hotellet. I er mit ansvar. Jeg skal have dit pas, Felix. Og Svetlana og Andreas skal aflevere deres interne pas, mens undersøgelserne står på."
"Hvem er de folk, Joe?" sagde jeg.
"Dit pas, Felix."
Jeg fandt mit trygge danske pas frem og stod med det i hånden med stor uro i sindet. Nu var jeg fanget, strandet og låst fast. Måske skulle jeg protestere. Kræve adgang til den danske ambassade. Jeg havde intet gjort, og nu pegede de en finger mod mig. Men jeg kendte systemet. Alle er skyldige, indtil det modsatte er bevist. Alligevel protesterede jeg:
"Jeg har intet gjort. Hvorfor skal jeg aflevere mit pas?"
"Gør som jeg siger. Det giver mindst vrøvl," sagde Joe. "Du får det om nogle dage. Her lægger de vægt på papirer. Du ved, de er overbevist om, at du er skyldig i hvad som helst, indtil du selv, andre eller de kan bevise det modsatte. Kom nu med passet!"
Andreas og Svetlana gav ham deres russiske interne pas. Svetlana så bange og vred ud. Jeg afleverede også mit. Joe gik tilbage til de tre mænd og gav en af dem vore papirer. Ambulancen kom, og to hvidkitlede mænd svøbte Igor i et groft lagen, mens ambulancens læge undersøgte Smerlov, der lå på jorden og klynkede. De samlede Igors afhuggede hånd op og lagde den ind i lagenet. Der måtte tre soldater til at hjælpe ambulancefolkene med at få den store krop ind bag i den rød-hvide ambulance. Ambulancefolkene havde det udtryk i ansigtet, som mænd får, når de har set så megen menneskelig nedværdigelse, at de har opgivet at forstå. Kosakken blev lagt i håndjern og sat ind på bagsædet af den sorte Volga. Hans ansigt var stift og blegt, og han tørrede hele tiden sine hænder af i de grå bukser.
Joe kom over til os igen:
"Skrub så tilbage til hotellet," sagde han.
"Hvem er de folk?" sagde jeg.
"Det rager ikke dig, Felix. Men det er frivillige, som ikke stikker hovedet i busken. De vil slås for civilisationen. Den kristne, hvide civilisation. Liberale som dig tror I har fremtiden for jer, men vi er ved at vågne op."
"Jeg troede, at du ville sige nigger," sagde jeg.
Han så længe på mig med et smil, der gjorde hans grove ansigt endnu mere ondskabsfuldt, men samtidig også tiltrækkende som en gammel John Wayne.
"Næh, Felix. Det er du ikke. Halv, måske."
"Du er patetisk," sagde jeg og slog over i engelsk.
"Du er fej," sagde han. "Hvad gør du? Ingenting. De folk her er parate til at sætte livet ind i Jugoslavien. Ved du ikke, hvad der sker der? Ved du ikke, at der kæmper vi den første krig mod de rotter, der kun venter på at overtage magten i Europa og USA.
"Du er en forbandet racist," sagde jeg.
Han så på mig med foragt i de sorte øjne:
"Hvad ved en nigger som dig om det? Kampen er begyndt. Den står også her i Rusland. Den er verdensomspændende. En dag skal jeg fortælle dig om det."
"Hvorfor hjælper du mig? Er jeg ikke en af dine rotter?"
Han smilede:
"Nej, Felix. Ikke helt. Du er bare lidt for solbrændt. Desuden stoler Andreas på dig. Og derfor kan jeg få brug for dig, hvis den unge idiot ikke makker ret."
"Du er en skiderik," sagde jeg. "Du leger med ilden."
"Ild og stål gør en stærk," sagde han, som om han citerede fra et gammelt nazistisk kampskrift. Han vendte sig mod Svetlana og tog hende i armen:
"Tag hen på hotellet," sagde han hårdt.
Hun rystede sin arm fri. Andreas sad stille og virkede helt fraværende.
Slip mig," sagde Svetlana. "Jeg hader dig."
Han slap hende:
"Men du har brug for mig, baby," sagde han.
"Ikke længere," sagde hun og kiggede væk.
Han tog fat med højre hånd om hendes ansigt og tvang hende til at se på sig. Hun prøvede at vriste hovedet fri, men jeg kunne se, at Joe holdt godt fast, og at det gjorde ondt på hende.
|
|
