Uddrag fra
Den russiske sangerinde
Af Leif Davidsen
Man skal ikke tage ting for givet, især ikke om natten, når man er ensom og alene. Det var den anden nat i det nye år. Jeg blev snart 40 og forsøgte at tage bestik af mit liv. Jeg måtte gøre op med mig selv, om det længere var umagen værd at kæmpe for, at jeg og Susanne blev sammen.
Jeg stod som så ofte før og stirrede ned på Sadovajaens arrede asfalt, hvor den frosne blanding af is, grus og sne lignede en forbinding, der for længst skulle have været skiftet. Sadovajaen er ringvejen, der omslutter det indre Moskva som et cigarbælte. Det betyder Havevejen. Som næsten alt andet i byen dækkede det smukke navn over en ubehagelig virkelighed. Sovjetunionen er et samfund, der er ekspert i at beskrive løgn som sandhed og stirre løgnen lige i ansigtet, og så vende den ryggen og lade som om den ikke eksisterer.
Det var en ishvid, dybfrossen nat. En frost så skør, at lydene krakelerede, inden de nåede ens øre. En forstenet nat, hvor skorstensrøgen og de få bilers udstødning dansede i det slørede lys som lokkende alfer i en mose. En kuldenat hvor Moskvas mørke stilhed blev endnu tystere, så alle ensomme og ulykkelige ikke vidste, hvad de skulle gøre af sig selv. Hvor valget kun syntes at stå mellem flasken og selvmordet. Det var en tidlig januarnat, hvor kulden bed hårdere end termometeret viste, fordi den var kommet fra Sibiriens vidder overraskende og pludseligt efter dage med tø, sjap og alt for falske løfter om et snarligt forår.
Som så ofte før stod jeg og røg pibe og så ud over den døde by, der var som forladt af mennesker. Jeg så over på gule husfacader og sortblå afvisende vinduer. Den skællede mørkegule farve på de forfaldne ejendomme var spættet af sorte plamager. Sylespidse istapper hang som hugtænder langs tagene. Telefonen ringede om død og lemlæstelse. Jeg tog den, og livet blev aldrig det samme igen.
|
|
