Uhellige alliancer

Af Leif Davidsen

Min hukommelse fejler ingenting. Jura-studiet kræver kun en stærk buksebag og en god hukommelse. Jeg har begge dele og bestod med en rimelig karakter. Beretningen om begivenhedsforløbet er som jeg så det. Intet er trukket fra. Intet lagt til inden for det skrevne ords muligheder. Den personlige holdning kan ingen af os løbe fra, men jeg har prøvet at efterleve det som Charlotte fulgte som journalist: Fortæl historien direkte, uden omsvøb og vær fair. Digressioner hører kunstens verden til, sagde hun.
    Til sagen.
    De ringede på ved 21-tiden en kold februar aften, hvor den sidste sne endnu lå som ekskrementrester langs kantstenene. Ungerne, vi havde to, sov og jeg røg pibe og læste. Fred hvilede over den 5-værelses efter alle forskrifter isolerede lejlighed, hvor temperaturen var de normerede 20 grader.
    De stod og bankede indbildt sne af skoene, dajeg åbnede.
    - Det er fra politiet. Må vi komme ind et øjeblik? spurgte den ældste.
    - Ja, det drejer sig om Deres kone!
    - Kom ind! Kom ind! Nu skal jeg tage Deres frakker.
    De satte sig i sofaen. Lidt yderligt på kanten. De sagde ja tak til en kop kaffe fra termokanden og komplimenterede den hyggelige stue, hvor der herskede orden nu, hvor jeg var alene. Enkle reproduktioner. Afslebet gulv med et lyst tæppe i rent uld. Billeder af venner, børn og os i skifterammer.
    Den ældste, der havde præsenteret sig som Jørgensen et eller andet, spurgte:
    - Jeg forstår at De er græsenkemand for tiden? Han så med det samme utilpas ud.
    - Det er rigtigt. Min kone har orlov.
    Han tøvede, så jeg tilføjede frivilligt:
    - Charlotte er i Spanien. Hun samler materiale til en bog om landets demokratisering.
    - Deres kone har været ude for en ulykke, sagde den yngre. Og han fortsatte ined samme brutalitet både i ansigt og stemme. - Hun var til stede i formiddags i en bar, hvor der sprang en bombe. Jeg er bange for at hun er død.