Uddrag fra
I dag
Af Vibeke Grønfeldt
Klokken tolv
I blodbanerne inde i hovedets varme mørke opstår en anden uro. En kraftig og elastisk blodåre i venstre sides isselap og tindingelap giver efter for strømmens pres og udvider sig.
Udvidelsen skaber et svagt tryk mod det omgivende hjernevæv.
Manden ved ingenting. Men aner alting. Han arbejder videre i forarsvarmen. Flytter sine sække, løfter dem op og tømmer dem. Han kan snart blive færdig med at lægge kartoflerne. Han bøjer sig frem og mærker en tyngde i venstre side af hovedet og synger som altid, når han arbejder i marken. Sangen lærte han som barn.
I femogfyrre år har der været orden og ro af en anden verden inde i kraniets stilhed. Den bløde, muslingeformede substans har med samme sikkerhed udfort store og små opgaver til gavn for manden. En konstant proces bestående af livets samlede erfaring. Sekund lagt på sekund i millioner af år. Presset i den glatte åre fortil øges. Den udvider sig mere og mere. De friske grå og hvide hjerneceller fungerer minutiøst.
Manden sorterer kartofler med rappe hænder. Hvert fingerled medvirker til askille store fra mellemstore og små knolde. De sunde fra de syge. Manden synger: Fuglen i skov, på mark og fjeld - synger i gry og så i kvæld, sover så sødt på kampesten som under tag på kvist og gren. Han kan alle versene udenad og husker de steder, hvor han har hørt dem sunget dem. Mens han hører lærken, viben, magerne. Lugter græsset og jorden. Mærker resten af vinterkøligheden og sommerens første varme mod ansigtet.
Han svinger en tung sæk op på ryggen og ser ud over markerne. Fortykkelsen på blodåren er voldsom. Blodet synger.
Karrets elasticitet er opbrugt og de udspændte vægge størknede i et tryk mod vævet.
Manden går et par skridt med sækken på ryggen, stiller den og kryber op på vognladdet for at flytte de sidste sække i frem til kanten, hvor han kan nå dem nede fra jorden. Han retter sig op i den friske vind. Den udspilede åre i hovedet springer. Han mærker en stor, men forbigående lettelse og falder ned af vognen, ned i den bløde muld, som han har harvet omhyggeligt.
Blodet fosser ud i den blege substans, lægger sig på kraniets inderside, siler indad i hjernen. Han kan hverken bevæge hoved eller arme. Et ben endnu. Snart ikke mere.
Strømmen derinde stilner, men standser ikke. Han hører noget, han ikke har hørt for.
Omkring den sprængte åre er der sort. Han kan ikke længere tale, men råber, mens talecentrets celler drukner i blod. Den stærke mand råber længe.
Stemmerne omkring ham bliver svage og pludseligt skingre. Så er de væk. De overdøves af en torden i kraniet, mens blodet breder sig, og nyt blod opstemmes i en mindre, forgrenet åre nær ved den flossede åre.
Kroppen spændes og slappes. Manden kan ikke se. Det er mørkt i hovedet og omkring det.
Næsten halvdelen af hjernen er druknet i blod.
Tiden står stille. Hjertet pumper, og forgreningen inde bag venstre øre revner. Blodet vælder fra endnu en mere end to centimeter lang flænge.
Mørket letter. Manden er død.
|
|
