Uddrag fra
I dag
Af Vibeke Grønfeldt
Den 10. januar 1978
Præsten slog hætten op over hovedet og trak cyklen frem mellem snedriverne langs indkørslen. Landevejen var ryddet og gruset.
Hun så sig omkring, smilte til en sørgmodig, ung pige og kørte af sted i den fine, skarpe vind. Ud af byen, hen over den åbne mark, hvor vejen var bar og sandet piskede hende friskt om benene under den varme frakke. Hun smilte for sig selv.
Præsten havde haft sit eget kald et par år, og hun måtte stadig gang på gang fortælle sig selv, at det var sandt. Et kald og en præstegård. Hun var blevet præst, som hun og hendes mor havde drømt om, fra hun var lille pige. Planerne og forventningen og samtalerne ved bordet, eller mens de gjorde rent eller syede, varmede endnu. De snakkede altid om præsten. Den milde, næsten fejlfri præst og hendes mor i gæsteværelset.
Hun havde glædet sin mor ved at blive præst. Og hun glædede hende hver dag ved at være præst. Hver lørdag aften ringede hun og læste sin prædiken op for hende og diskuterede den med hende.
Den ugentlige telefonprædiken fortsatte, da hendes mor i 1991 kom ind på et temmeligt dyrt betalingsplejehjem, betalt af præsten, som netop havde fået det tredje sogn lagt under sit sogn, var blevet udnævnt til provst over et provsti på 11 sogne foruden sit eget og havde vundet biskoppens fortrolighed. Hendes strenge krav til sig selv - også når det gjaldt det svære at yde en personlig indsats og betale af egen lomme, var et godt eksempel for kolleger og sognebørn. Det tog hende ikke lang tid at rette op på den alkoholiserede forgængers forsømmelser.
Hun måtte trække og slæbe cyklen gennem snedriverne på Frederik Mortensens markvej.
Stalden og hønsehuset var næsten faldet sammen. Stuehusets lægter og spær var begyndt at give efter for vægten af gennemblødte tagsten. Det var vanskeligt at åbne døren for den sne, der var føget ind gennem sprækkerne. I det skumle og gravstille køkken drev vægge og vinduer af vand. Alting havde antaget samme gråbrune farve, bortset fra de friske hvide og blå etiketter på de mange medicinglas, som hjemmehjælperen havde opstillet på hylden, hvor uret engang havde stået. Der var stadig et tydeligt omrids af det i den gulnede maling på væggen bagved. Men da hun åbnede stuedøren slog varmen fra oliekaminen hende i møde.
- Åh, en dejlig varme. Jeg kommer for at ønske dig til lykke med de femogfirs år.
Han lå i en tæt knappet skjorte på sofaen ved spisebordet med en dyne over sig. - Ønske til lykke. Ja, tak. Tak. Han forsøgte at rejse sig på albuerne.
- Bliv liggende.
- Ikke tale om.
Hun hjalp ham til rette, gav ham fodskamlen og lagde dynen over benene, så de kunne sidde over for hinanden.
Der lugtede af olie fra kaminen, natpotten under sofaen lugtede, ostemaden fra i morges lugtede. Han pegede på termokanden og på skabet med kopper. - Tag sherryen og et par glas. Det er ikke hver dag, præsten kommer. Og der er noget, jeg gerne vil fortælle dig. Jeg skal også have skikket mit bo.
Hun hængte frakken på stoleryggen, glad for, at mennesker altid havde vist hende tillid. Glad. Forhåbentlig ikke hovmodig. - Born er som engle, sagde han og lod tårerne løbe ned over den hånd, der holdt glasset.
- Ja, smilte hun. - Du har ingen, men har venner alligevel. Det ved jeg.
- Jeg har altid elsket små piger, sagde han og så hende lige i øjnene. Hun stivnede og vidste, hvad han mente. Tankerne standsede. Præsten var væk. Overblikket var væk. Hun forstod ikke sig selv, men hun forstod hans tilståelse ord for ord, sekund for sekund. Hun så det for sig og var til stede i hans grusomme beretning om krænkelser af små piger, fordi hun engang var en af dem. Tanken om, at hun altid ville være på det sted - den dag, forvandlede præsten til en løgn.
Hun så den gamle mands tårer, mens han fjernede sig fra stedet og byggede sit gamle forsvar op omkring sig. Det bestod af egoisme og selvbedrag. - De søde, voksne øjne. Jeg elskede dem. De holdt også noget af mig. Det ved jeg. De kom også til at holde noget af mig. Børn tager ikke fejl af kærlighed, sådan som de mistænksomme voksne. De var voksne, men rene. I en lille krop. Rene. Ingen glædede sig mere over dem, end jeg gjorde. Det vidste de. De gjorde ikke modstand. Og de afslørede ikke noget. Det blev mellem os. Det må være tegn nok. Men omgivelsernes holdning giver de små engle vanskeligheder.
|
|
