Dødningeuret

Af Vibeke Grønfeldt

I bunden af den dybe sølvsukkerske er der halvfjerds huller, som tilsammen danner fem kronblade i en stiliseret rose. Gennem den blomst strør Severin Hansen hver morgen glemsel ud over en skal jordbær, om vinteren over sin varme grød.
    Han vågner klokken fem, ved solskin gennem det grønne rullegardin, hede og fuglesang - eller han vågner klokken fem, fordi mørket presser sig sammen i og omkring huset og om den enlige mands barndomsdrømme, og han bliver liggende en halv times tid med lukkede øjne for at gøre sig fri af de glemte følelser. Så går han ud i bryggerset, vasker sig, tager ren, blå skjorte på og river gårsdagen af køkkenkalenderen.
    Gaden og byen dybere inde i fjorden sover stadig, når han åbner forretningsdøren, ser på termometret, tømmer postkassen fra i går, girokort, rykkerbreve, tryksager, og lægger det hele i en kasse under sin pult til en anden dag.
    Endelig koger han en kedel vand, skolder skål og ske, pudser begge dele og går ud i baghaven og plukker skålen fuld af mørkerøde bær, hvori det fine melislag snart synker til bunds. Den nye dag finder ind i hans krop gennem smagsløgene. Solen og skyggerne fra kastanietræet rykker nærmere. Nyudklækkede fluer summer i varmen. De unge genboer smækker vinduet op og åbner deres radio med et brag.
    Severin Hansen overvejer igen at passe en af dem op og tilfældigt tilbyde at reparere højttaleren. Det er en ganske lille fejl ved spolen, der frembringer den mislyd, som efter alt at dømme ikke generer dem. Det er heller ikke mislyden som sådan, der ærgrer ham. Det er fejlen ved det fine apparat, der er hans problem. Ligesom han sidder på en formstøbt plasticstol og spiser sine bær, i stedet for at bruge en af de hundreder af stole, som han i tidens løb har tegnet og lavet eller sat i stand.
    Han tager bogen om Australiens dyreliv med ud i værkstedet og trækker telefonstikket ud, da Minna Mikkelsen og kunderne begynder at ringe.
    Alle dage er næsten ens - og derfor overrumplende forskellige helt ind i begivenhedernes væsen. Severin Hansen forsøger med overlæg at følge sin timeplan for åbent og klart at kunne aflæse det indhold, der strømmer mod ham, og finde frem til, hvad dagen drejer sig om.
    "Klatrepungdyrene er trælevende dyr, hvoraf mange aldrig i deres liv rører jorden. Det gælder for eksempel den tretten centimeter lange punghasselmus og rævekusuen. Deres øjne er udviklet til natsyn og snohalerne fungerer dels som rør i selve springet fra gren til gren, dels som griberedskab."
    For Severin har studeret de flotte fotos af koalerne, som kun æder en slags føde, nemlig eukalyptusblade, står Minna Mikkelsen i forretningen. Han lægger sukkende bogen væk og spørger, hvad hun vil.