Uddrag fra
Gæster hos hinanden - i 90'erne
Af Marianne Larsen
Et skrig? Hun afbrød forskrækket telefonsvareren. Hvem var det?
Hun stirrede rådvild på apparatets lys, den røde lysende prik. Hvem var det?
- En anonym galning, der udsatte tilfældige abonnenter for telefonterror; en af sommerens ensomme skizofrene eksistenser, et lidende menneske, var hendes første tanke.
En vildfremmed der ville delagtiggøre en anden vildfremmed i sin fortvivlelse.
Eller »Hallo, kommer du ikke snart?« Jeffs kalden på hende fra for længe siden, da græshopperne sang for fuld styrke og de elskede i en plantage på Sjælland et sted, på en af deres ture rundt i landet i lejet bil, hans hviskende kalden. Var Jeffs kalden fra dengang blevet til skrigen på hendes telefonsvarer? Den røde lysende prik? Hendes højre hånd hang ubeslutsomt over den. Hun følte sig tom og troløs. Hun lod ham gå rundt i uvished, for det gjorde hun selv. Den lysende røde prik. Jeff. Hun sænkede langsomt hånden, trykkede på knappen. Skriget kom igen. Det fortsatte og fortsatte, indtil røret i den anden ende blev smækket på. Ikke et ord. Ingen given sig til kende.
Hun satte sig ned med telefonskriget hvinende i hovedet og i maven. Det skrattede som om det havde overbelastet kabler og digitale netværk, flænset alle underjordiske og overjordiske ledetråde på dets vej til hende. Der var en afmægtighed eller en lettelse som ikke var kommet med som andet end forvrængede hyletoner; hun sad tilbage med de hyletoner for sit indre øre. Hun var ikke i tvivl længere, telefonskriget gik i hak med hendes eget stumme skrig, det uforløste, det hun bar med sig, hvor hun end gik og stod. Den røde lysende prik. Jeffs krop steg op fra den. Åndeagtig og samtidig tydelig til mindste detalje. Som hun huskede den, dens passen sammen med hendes. Ikke noget vidunder af en krop i halvtredsårsalderen. Kroppen var lige foran hende, forfra og bagfra på en gang. Det store modermærke på venstre skulderblad var der. Brystets rødgrå tynde pels, brystvorterne og de brede skuldre var der. Maveskindets talrige tværgående rynker, efter en eller anden vellykket slankekur, de var der alle sammen; hun kunne begynde at tælle dem, hvis hun kunne samle sig om det; men hun kunne ikke røre ved dem eller ved hans hud her i hans fravær; det var virtual reality ligesom resten af Jeff fra isse til fod, hængende over den røde lysende prik. Lårene omkring hans rejste lem, fødderne tæt samlet som havde han lige sat af til et flyvespring ned over hende. Men han kom ikke. Hans fatamorganakrop hang fast i og blev holdt oppe af ansigtets vidt åbne mund og de lukkede øjne, skriget, et mørkt sug, der trak ham med sig opad, væk fra hende, hun kunne ikke nå ham og røret blev smækket på.
Hun fór sammen. Rejste sig og begyndte febrilsk at lede i en skrivebordsskuffe efter sin adressebog. Jeff. Hun fandt hans telefonnummer og ringede op.
Ingen svarede. Hun prøvede igen lidt senere. Stadigvæk intet svar.
Hun prøvede mange gange. Blev ved, ringede og ringede. Drak rødvin og ringede igen. Drak mere rødvin og prøvede igen. Hun ringede og drak og ringede og drak rødvin og ringede i det uendelige, indtil hun faldt om på sofaen og sov.
|
|
