Uddrag fra
De uforsonlige
Af Jens-Martin Eriksen
Pipfuglen kalder, Monika Foss, jeg venter lidt med at fortælle, og du tror endnu ikke på hvad jeg siger, der er ikke nok til at du kan sige, at det er sandt, at dette her er en sand historie. Men du kan rejse dig, du kan gå hen og åbne, og så lidt efter, så er der ikke mere. Om en halv time, så har du spurgt om de samme ting, som du plejer, og dine venner, som står derude, pippene, de har spurgt om de samme ting, det er ligesom et ritual, man vil ikke vide noget, man ved allerede alt, mens man drikker og snakker og ryger og griner, og så sker der ikke mere. Find ud af hvad du vil, Monika Foss, vil du høre min historie, vi kommer til hinanden, efter nogen tid, så kommer vi til hinanden. Men, så vil du også vide om jeg er tiltrukket af dig, ikke, det er det du spørger mig om, for hvis jeg ikke var det, så ville jeg ikke fortsætte. Ja, Monika Foss, men betvivl dine ord, når du bruger sådan en sætning, at du er tiltrukket af mig, det siger du jeg skal svare på, jeg skal sige hvorfor du vil høre min historie. Betvivl så de ord, og denne sætning!
Vi bliver flove, vi tør ikke se, vi drikker os fulde, vi kaster os om, vi ruller os i græsset, vi tør ikke se op, vi bliver som børn, vi siger, at vi ikke er os selv, ikke lige i det sekund hvor noget endnu ikke er afgjort, hvor vi endnu ikke ved, om verden er, som vi tror den er: om den vi spørger har den samme verden, som vi selv. Kort og godt: vi ved ikke om vores virkelighed er den sande, om vores historie er den sande og gyldige, eller om det hele er en vanvittig og usand historie.
Men det er dig, jeg spørger, jeg mener ikke dit navn, hvem du er, du, heller ikke dit drømmebillede, jeg mener bagved dig, ikke blot dette drømmebillede, som du står lidt foran spejlet hver morgen for at bringe i focus, heller ikke den der spøger inde i dig, dybt dernede fra, men bag ved din hud, dette usagte, dér.
Altså, du går ud i badeværelset, og så kigger du dig ind i spejlet. Og hvis det er sådan et øjeblik som nu, hvor jeg spørger dig, Monika Foss, nu er det dig jeg spørger, nu er det mig der gør det, så stirrer du, og så bagefter, så taler du. Tal. Inden i dig. Og du ser én foran dig, derinde i spejlet, og al den hud, ikke, og små ar måske, de fortæller alle sammen en historie, en slags historie. Men, hvem er det, der spørger? Det er ligesom man skal have hele armen helt ned i kæften for at gribe sig i det! Jeg ved ikke. Jeg ved ikke mere hvem jeg selv er, jeg kommer her. Jeg siger dette her til dig.
Er vi trætte af anekdoter? Kun hvis, så kan vi fortsætte. Ellers, så lad alting være. Svar på pip, og du har aldrig hørt mine spørgsmål, du har aldrig hørt begyndelsen på min historie, jeg kan græde, det gør ingen forskel.
|
|
