Uddrag fra
Den hvide væg
Af Jens-Martin Eriksen
DET ER NU OG ALTID, og se der, det er dér, hvor det er hjem, og far han sidder ved siden af søster, og se hendes ansigt bliver tættere på, hun er heller ikke ret gammel, hun har lyst hår, og så har hun lige været henne i domkirken for at blive konfirmeret, og se, det bliver inde i kirken, og hun kommer gående forrest op ad gulvet, og folk, se deres smilende ansigter, og nu præsten i den lange kjole, han lægger hånden på søsters hår, og så siger han hendes navn, og hun skal sige ja, og så er der ikke mere. Så kommer der et skilt, og der står "ja" med hvide bogstaver på en sort tavle, og imens, så spiller orglet, det bruser, det er orglet, der bruser ligesom havet. Og så kommer søsters ansigt igen, og det forstemte klaver spiller så hurtigt, og se, så kommer fars ansigt helt tæt på, hans skinnende øjne, de sidder dér og lyser. Og så er det hans hånd, den flytter sig, den hånd, den rykker over på søsters lår, og søster, hun skal sige noget til mor, men hun kan ikke sige noget, og så kommer mors ansigt, men hun kan ikke høre noget. Mors øjne vil over til søster, mor er allerede syg, og så er hendes hud begyndt at falde ind, og øjnene, de er så store, og se, det bliver tættere på, og nu kun hendes øjne, og de vil ud, de vil over. Men nu er det cykelstyrskægget, det bliver tættere på, det bliver helt fremme, og så åbner munden sig nedenunder, og den er fuld af lemlæstede fisk, og den bevæger sig helt automatisk, og der kommer en sort tavle igen, og med hvide bogstaver står der, at "Mor er syg" Og det er i ambulancen, de kører hende væk, men lige dér hvor de vil lukke døren til den, så vil hun også rejse sig op, hun vil være der, hvor det hedder hjem, og hendes øjne bliver helt tæt på, og ambulancefolkene og far, de står og presser på døren, de vil lukke den, de vil blive hende væk, og de kaster sig hurtigere og hurtigere ind mod den lille dør, men den blæser op hele tiden mens det forstemte klaver det spiller endnu hurtigere. Og når den blæser op, så bliver de tættere på igen, mors øjne, for hun vil ikke blive væk, hun vil være der, hvor det hedder hjem. Men de får den lukket, og så når den kører ud ad gaden, så er det nu og altid, og trompeterne de blæser ambulancens lyd, og ambulancen den vender sig om der langt nede i gaden, den bliver langt væk og borer sig roterende ud af og ud af til den kun er en sort prik. Og trompeterne bliver ved med at blæse ambulancens lyd når der bliver helt sort, og så er det de hvide bogstaver kommer med ordet "væk" Og det er også altid, det er nu og altid, for så kommer billedet igen, og klaveret, og over fars ryg, han er lige kommet ind fra entreen, der sidder cykelstyrskægget og holder søster, og du sidder selv dér, og du sidder ikke selv dér, for du kan ikke bevæge dig, og så siger far, at du skal gå ud, for du kan ikke blive inde hele dagen, og så må du gå ned i kælderrummet alene, for du har heller ingen øjne mere. Du må slet ikke være til endnu, du må slet ikke være dér, du skal gå ned og gore dig væk, du skal dreje på din globus, og så skal du sige ord ud af din mund, og når de kommer ud, så kan du hore dem, og når du hører dem, så bliver de en verden. Og den verden, den må du godt beholde for dig selv, det er det eneste du må få, og som kan være dit, for du har heller ingen øjne. Og billedet bliver langsomt helt sort dernede, og så står der "Guyaqil" med hvide bogstaver. Og sådan blev du gjort væk, og du var kun otte år, men du blev gjort væk dernede i mørket, og så var du alt for langt væk fra det, der hedder hjem, og det bliver længere væk fra dig, det bliver så langt væk, men det er nu og altid. Klaveret, det spiller videre, det er helt forstemt, men det spiller videre. Viserne på uret inde i den stue, der er inde i det, der hedder hjem, de snurrer så hurtigt rundt, lige så hurtigt som klaveret, det spiller, for det er nu og altid, for du er der, men du er der ikke, for du har heller ingen øjne. Og så har far, han har ikke engang gjort dig til endnu, du er endnu ikke blevet ham, og søster, hun bliver nærmere, og hendes øjne, hun har også fars øjne, de der lysende øjne for nu og altid, og hun vil da ikke det der, hun er da lige blevet konfirmeret og har sagt ja til, at hun hører til Gud, det har hun lige sagt henne i kirken, mens alle de der smilende mennesker sad dernede og hørte det. Så bruser orglet igen, det kan blive ved med at bruse ligesom havet. Og det er havet, som nu begynder at fylde dig med længsel. Du skal sejle på et lille skib "Hjem", langt væk, langt væk til hjem. Du skal sejle hele tiden, også nu, du skal sejle nu og altid. Du skal blive til intet at være.
|
|
