Dommeren

Af Lars Bonnevie

    "For himlens skyld, hold op!" bønfaldt Bonaventure.
    Albert ville have råbt mange flere ting men der lød et knald der gjorde ham døv et øjeblik og derefter et højt råb lidt længere borte på samme tid som en hånd greb fat i hans skjorte oppe ved armhulen for af flå den af ham. Han kiggede ned. Det var ingen hånd. Det var en kugle der var passeret gennem skjorten uden at strejfe ham og endt i siden på Bonaventure.
    I dette brag og i dette råb standsede tiden, eller sådan oplevede han det i det mindste mens han spekulerede på hvornår den ville begynde at gå igen. En højere magt havde sat den ud af kraft, muligvis den Gud han ville have bedt om at holde sig væk hvis han havde troet på ham. Så spekulerede han på om han var ramt, men han kunne ikke mærke noget. Soldaten der havde skudt, kiggede på ham som om han havde fået øje på et genfærd. Bag ham havde hans kammerater sænket deres våben; også de så lammede og bange ud. Manden der havde råbt gjorde det igen.
    Det var en ung løjtnant med et smalt ansigt skjult af solbriller. Hans nypressede uniform udgjorde en iøjnefaldende kontrast til soldaternes laser. Albert stirrede på ham og omfattede ham i dette øjeblik med noget der lignede kærlighed, ikke fordi han havde standset skyderiet men fordi han repræsenterede orden i dette inferno. Men ved siden af sig mærkede han en tomhed vokse ud og fylde rummet. Han behøvede ikke at vende sig om for at vide at Bonaventure var dod. Han steg langsomt ud af bilen, og nu begyndte tiden atter at gå, trægt ganske vist, undtagen for Bonaventure der sad sammensunket op ad den højre fordør i sin sikkerhedssele og så ud som om han sov. Der kom ikke meget blod ud af skudhullet. Alt dette kunne han iagttage uden at noget gik i stykker i ham; det var stadig som om han ikke for alvor var til stede i alt dette, som om tiden kunne spoles tilbage til det øjeblik hvor han mødte soldaterne ved vejspærringen og besluttede at han hellere måtte vende tilbage til Kigali og vente med afhøringen til en anden dag. Han satte sig atter ind i bilen. Det havde været en stor misforståelse at stå ud. Og nu stod tiden atter stille. Goldbergvariationerne spillede endnu, nummer toogtredive, aria, de ville snart være slut og så ville de begynde forfra. Såre simpelt. Musik ophæver tid ligesom sex. Ingen problemer.
    I virkeligheden er det jo det der er sket, sagde han til sig selv. En ond drøm. Soldaterne, det rygende bilvrag og den døde Bonaventure var blot visualiseringer af hans tilbagevendende mareridt og ville forsvinde. Hvis han blev siddende længe nok i bilen ville han vågne igen, alt hvad han så omkring sig, ville fordampe, også Bonaventure, han ville vågne i sin seng, tage en pille og en slurk vodka og ærgre sig over at han atter havde haft en dårlig nat. Det var sikkert alle de beretninger han havde hørt, som skabte et kosmos af mord og ødelæggelse i hans underbevidsthed. Drømmen var mere virkelig end hans drømme plejede at være, for han kunne mærke sin krop og lugte sin egen sved. Men det havde han for gjort i drømme. Nå. Da han nu havde konstateret at drømmen var en drøm, behøvede han blot at blive siddende og vente på at vågne op i sin seng. Han noterede sig at drømmen også rummede en advarsel og besluttede at han for fremtiden ikke ville tage Bonaventure med på den slags ekspeditioner. I sin drøm indså han, påvirket som han var af drømmebillederne omkring sig, at hvis han forlod bilen ville han stå ud til et liv som ikke ville vise nåde. Soldaterne stod i en rundkreds og stirrede på ham.