Botswana blues

Af Lars Bonnevie

    "Jeg har et problem," siger Amos langt om længe, da vi er på den anden kande te og har spist alle mine småkager.
    "En af eleverne er død," fortsætter han. "Det var en pige i sjette klasse. Vi er alle meget kede af det."
    Det bliver jeg også selv, skønt jeg ikke aner, hvem det er. Men det er sørgeligt at dø, for man har smagt på livet, og i mit område dør mange børn af sygdomme, der let kunne være kureret, hvis sundhedstjenesten havde fungeret bedre, og hvis forældrene tog sig mere af dem.
    "Hvad døde hun af?"
    Amos begynder en længere beretning, som om det er af vigtighed for ham, at jeg får alle detaljerne med.
    "Hun klagede over ondt i halsen i lang tid og blev sendt til klinikken. Her blev hun behandlet. Så kom hun tilbage til skolen, men hun var stadig syg. Det blev værre og værre. Klinikken prøvede at hjælpe hende men kunne ikke. I går døde hun af kvælning."
    "Hvad gav de hende på klinikken?"
    Amos ved blot, at de har givet hende nogle piller men ikke hvilken slags.
    "Fandt de ud af, hvad hun fejlede?" Jeg ved, at svaret vil blive negativt. Det er det også. De har troet, hun var forkølet og har ikke engang gidet kigge hende i halsen, blot givet hende nogle piller.
    "Så blev hendes lig bragt til Jubilee Hospital i Francistown," fortsætter Arnos. "Lægerne skar hende op. De opdagede, at der var tswana-gift i hendes indvolde." Han nipper til teen. Jeg tænder en cigaret.
    Pigen havde ingen fjender. Hun var hverken en af de kønneste eller dygtigste i klassen, så der var ingen grund til at være misundelig og myrde hende af den grund. Det hænder nemlig også.
    "Men hendes forældre, der er meget fattige, har en fjende, efter hvad folk siger."
    Det er ikke Amos selv, der siger det, for han er meget varsom med sine ord. Han siger således "tswana-gift" i stedet for heksekunst eller sejeso, som giftmord gennem en heksedoktor hedder. Jeg kender efterhånden nogle ord ved at have hørt dem tit og ofte.
    "En eller anden ønskede deres jord, men de ville ikke sælge. Så gik han til en heksedoktor," slutter han.
    Det havde ikke været nogen rar dag på skolen. Alle lærerne havde grædt og børnene med. Og mens Amos sidder og fortæller, begynder han selv at græde.
    "Hvad synes du, jeg skal gøre?" snøfter han.
    "Har du talt med hendes forældre?"
    "Ja, de er bange og tør ikke foretage sig noget."
    "Hvorfor går de ikke til politiet?" Det er et af de dumme spørgsmål, jeg føler mig forpligtet til at stille.
    "Politiet er lige så bange som alle andre. De vil aldrig finde ud af, hvem det er."
    Jeg tager en dyb indånding og siger: "Der er ikke noget at gøre. Vi vil bare få en masse ballade, og der vil ikke komme noget ud af det."
    For jeg ved, at der er en historie bag historien, og at den handler om magt. Hvis Amos tror, jeg vil bruge min stilling i denne sag, som ingen andre tør røre ved, må han være godt tosset. Pigen vil forblive uhævnet under alle omstændigheder. Lige så meget som pigens død er det denne kendsgerning, der fylder mig med lede. Uhævnet.
    "Lad os prøve at glemme," siger jeg. "Det er det bedste, vi kan gøre."
    "Og bede," supplerer Amos. "Vi må også bede."
    "Javist. Vi må bede."
    "Kommer du til begravelsen?"
    "Naturligvis. Jeg kommer til begravelsen."
    Og det gør jeg måske.