Forgjort

Af Pia Juul

Jeg lader dem vågne en morgen i et stort hus med
næsten tomme rum. Sengetøjet knitrer ikke
for det er brugt og blødt.
Den ene er tynd
Den anden er ikke nogen - det er en kvinde,
hun er klædt i mange lag af stof, der er silke og
                                                              bomuld,
tyll der stikker, uld der kradser, det er alt sammen
                                                               sort,
hun vil ikke tage det af,
hun tager det aldrig af, men han har rørt ved
                                                               hende,
nu rører han ved hende igen,
og hun sukker, hun er varm,
der er så meget tøj
hun siger ingenting, hun rører tilbage,
han ligger næsten under hendes side,
han er ikke andet end hud,
og sådan skal det være, sådan er det, sådan har det
været hele natten. Jeg lader dem ligge hvor de er
                                                               vågnet,
de kan blive liggende der, lad dem ligge, lad hans
                                                               tøj,
være blevet borte, lad dørene være låst, lad dem
                                                               altid,
ligge der, lad hende være varm, lad det smitte
                                                               ham, lad
rummene give ekko omkring deres lyde, lad dem
                                                               være.
Lad dem være