Uddrag fra
Sebastians kærlighed
Af Vita Andersen
Hun løb hen til legetøjsvinduet og spejlede sig i ruden. Stavede sig gennem teksten der løb tværs over vinduet: NYT LEGETØJ HVER ENESTE DAG.
- Nej, sagde han igen.
Hendes øjne blev mørke og hårde som kul.
- Mine tænder har fødselsdag, råbte hun. - De skal have sig en gave.
Hun bankede på fortænderne med spidsen af neglene. Det gav en hård metallisk lyd.
- Nu går vi hjem og laver juleting, sagde han. - Her er koldt.
- Hvis du ikke går med ind i legetøjsbutikken tager jeg alt mit tøj af.
- Vær nu sød Masja.
Grinende trak hun sine vanter af. En for en lod hun dem falde til jorden. Han samlede dem op. Så lynede hun jakken op, snoede langsomt armene ud af den, lod stropperne gynge på pegefingeren. Hun smilede som om hun optrådte i et show. Hendes tænder lyste. Forsigtigt satte hun porcelænskommoden fra sig på gaden, rullede gamacherne ned, steg ud af støvlerne, trak gamacherne af benene og steg op i støvlerne igen.
- Dejligt koldt vejr, sagde hun.
Hun grinede himmelhøjt da han forsøgte at give hende jakken på igen. Han havde ventet hun var som is men da han strejfede hendes bare hud var den brændende varm.
- Lad mig være, skreg hun. - Du har kolde fingre. Kolde fingre.
- Hvis vi går ind og kigger, lover du så at tage tøjet på?
- Jeg lover, sagde hun og rakte armene ud til siden med krydsede fingre.
Han prøvede at slå krydsene væk. Smilende rakte hun armene op over hovedet, stadig med krydsede fingre. Bevægelsen og smilet mindede ham om billedet af Marilyn Monroe. Da han var lille troede han hun var en engel. At det var vinger hun havde foldet op om sig og ikke en kjole.
- Du bliver syg, sagde han. - Tag nu tøjet på.
Hun løb et par skridt væk fra ham og standsede en mand.
- Han har bortført mig, sagde hun og pegede på Sebastian. - Det er mig der er på forsiden af Ekstrabladet.
- Jeg giver aldrig noget til tiggere, snerrede manden og gik videre.
Hun standsede flere folk. De begyndte at kigge på dem.
- Du bliver syg min lille ven, sagde en dame. - Sig til din bror at du skal have tøjet på.
Hun dansede rundt. Rendte fra den ene side af gaden til den anden med porcelænskommoden i favnen. Hendes lår var meget hvide i kulden. Nogle af fletningerne var gået op og håret strålede som elektrisk silke i mange farver.
Han fulgte efter hende med tøjet i armene. Hans hjerte bankede. Han begyndte at holde sig på god afstand af hende. Så tog hun også sweateren af og lod - Puh, hvor jeg sveder, sang hun.
Hurtigt som et dyr samlede han den op igen. Nu havde hun kun trusser, t-shirt og støvler på. Hun standsede folk og pegede på ham. Han kunne ikke høre hvad hun sagde. Så vendte han ryggen til og begyndte at gå den anden vej.
Pludselig skubbede nogen ham hårdt i ryggen. Det var Masja. Hun hev tøjet ud af favnen på ham og spredte det hurtigt over hele gaden. Smågrædende løb han rundt og samlede det op. Hun rev det fra ham igen og kastede det rundt med store armbevægelser, mens hun sang: ´Jeg er bortført, jeg er bortført´ ... Noget af tøjet hang fast på folk.
De pillede det af sig som om det var giftigt og hastede videre med deres pakker. Der stod en em ud fra Masjas hvide krop, frosten fik hendes hår til at stivne som en stjernekrans. Hun lignede en ånd der kun blev holdt nede af porcelænskommoden som hun holdt fastklemt under venstre arm.
- Se Sebastian, skreg hun. - Nu tager jeg også støvlerne af.
Han løb.
Han hørte hurtige skridt bag sig og vidste det var politiet. Mon det gjorde ondt at blive skudt.
- Hvorfor venter du ikke på mig, råbte Masja.
Han løb hurtigere. Hun skulle straffes. Hvis hun kom op i lejligheden ville han ikke lukke hende ind. Og hvis hun gik til politiet ville han sige det var løgn. Og hende havde han stjålet blyanter og hårelastikker til. Han som hadede at stjæle. Hun skulle angre. Hun skulle gøres rigtig ked af det så hun græd og tiggede ham om alt muligt. Hun skulle sige undskyld.
Han løb ind i en port og stod med ryggen op ad muren for at få vejret mens han holdt øje med gaden. Hans hjerte hamrede i brystet på ham og hans mund smagte af jern. Selvom gaden var fyldt med mennesker fik han øje på hende med det samme. Hendes krop lyste. Hun gik ti skridt den ene vej og løb så tilbage igen. Han talte dem. Hun sagde ikke længere noget til nogen, hendes mund bevægede sig ikke. Ind imellem gik hun baglæns. Hun ledte efter ham. Han var lettet over at hun stadigvæk havde begge støvler på. Selvom han var ligeglad. Pludselig strålede hun over hele ansigtet og løb efter en dreng der havde samme slags jakke på som han. Det har hun rigtig godt af, tænkte han da han så hendes skuffelse over at drengen ikke var ham. Han stod jo her.
Han begyndte at gå igen. Pludselig lå der en nogen barnefod i plastik med røde negle foran ham. ´Hun har tabt foden´, for det igennem ham. Han frygtede synet af blod og slim og knogler.
- Tag så din fod hund, sagde en mandestemme. En stor
schæfer tog foden i munden og løb videre med tung busket hale.
Noget isnende ramte hans hånd. Hun var blå af kulde i ansigtet. Blå på armene, blå på lårene. Alle fletningerne var gået op. Håret strittede omkring et lillebitte ansigt med blå læber og lyseblå øjne. Snot og tårer løb ned over kinderne på hende og hun rystede så han næsten ikke kunne høre hvad hun sagde.
- Jeg fryyser ...
- Tag hjem til din mor, sagde han. - Det er jul nu.
- Jeg fryy ... ssser ...
- Jeg vil ikke have noget med dig at gøre.
- Hvor er mit tøj? Har du ikke mit tøj mere?
- Da du havde smidt det tyve gange gad jeg ikke samle det op mere.
Det var ikke skrapt nok. Han vidste ikke hvad han skulle gøre.
Han tog sin sweater af og puttede hendes ben ind i dens ærmer. Han tog sin jakke af og gav hende den på. Dunkede hendes ryg og skuldre for at slå varme i hende.
- Du må selv holde sweateren fast i taljen, sagde han skarpt. - Ellers taber du den.
- Det skal jeg nok, hakkede hun.
- Hvor er kommoden, spurgte han.
- Jeg tabte den. Jeg frøs sådan at jeg ikke kunne holde på den.
- Vi går ind i Illum, sagde han. - Der er varme.
Varmen fra Illums rist inden for glasdørene fik hende til at smelte. Øjnene løb, næsen løb, savl sivede ud mellem de blå læber og hun begyndte at græde som om hun var fyldt med tusind hjerter under huden der nu tøede op og fik alt til at ryste på hende.
- Jeg vil gerne have noget varmt, sagde hun. - En cola. Og et sted at sidde. Jeg er så træt.
|
|
