Uddrag fra
Hva' for en hånd vil du ha'
Af Vita Andersen
Faren og moren spiste aldrig sammen. Anna ville helst spise sammen med moren i hendes himmelseng. Det var ikke altid hun fik lov at være der. Kattene fik altid lov.
- Hvorfor må de være der, når jeg ikke må, sagde Anna.
- De bor der, du har dit eget.
Dit eget. Det var stuen. Når hun sad der, var hun i tankerne inde hos moren, bag det røde velourgardin med guldbroderierne. Kun hendes krop var i stuen. Hun kunne ikke holde sig i ro og listede af og til på tæer hen til morens værelse for at se ind. Bare hun kunne spørge om noget og få moren til at snakke, så glemte hun Anna og blev glad.
Det bedste at spørge om var morens danserindetid. Men det var også farligt at snakke om.
Hun elskede at sidde i sengen og se i kassen med billederne og høre moren fortælle.
- Det her, det var da jeg dansede med Alaja. Kostumet var sort tyl og guld, og jeg havde en diamant i navlen.
- En rigtig diamant? spurgte Anna.
- Nej dit fjols, og jeg målte halvtreds centimeter i taljen, jeg kunne spænde om den med mine hænder, jeg har altid haft lange fingre. Du har arvet din fars. Han har heller ikke brug for lange fingre i sit arbejde.
Anna gemte hænderne bag ryggen. Moren fortalte om tilbedere og fester og roser der blev kastet op på scenen. Om champagne og lækker mad. Engang var der en rigtig fin mand, der ville tage livet af sig for morens skyld,
- Hvorfor har du ikke fået mig med en af de fine mænd? Ham der gav dig sengen.
- Nu er jeg træt, gå ind til dig selv.
- Jeg skal nok være stille.
Nogle gange blev moren vred. - Hold så op, du klistrer til mig.
|
|
